Kommunens børn undersøger stærke fællesskaber

Hver skole og hvert dagtilbud planlægger selv sine egne forløb i Billund Builds, men alle arbejder med samskabende og den legende tilgang til læring. Foto: CoC Playful Minds


Det er den tid på året igen – tid til Billund Builds, som er en årlig tilbagevendende temauge fælles for alle børn i Billund kommune.

Billund Builds er det største projekt, som binder alle børn i Billund Kommune sammen i forhold til Børnenes Hovedstad og i år skal børnene arbejde med temaet “Stærke fællesskaber”.

For hvad er et stærkt fællesskab? Hvornår fungerer et fællesskab – og hvornår gør det ikke?

Det er nogle af de spørgsmål, som alle børn i både dagtilbud og skoler i Billund Kommune skal arbejde med i næste uge:

– Jeg er meget stolt over, at vi endnu en gang samler alle kommunens børn til Billund Builds. Som hjemsted for Børnenes Hovedstad ligger læring gennem leg i vores DNA, og vi tror på, at børn er mindst lige så kompetente som voksne. Derfor former vi fremtiden sammen med dem, der skal leve i den. Det er netop, hvad Billund Builds går ud på: At skabe en bedre verden sammen, siger Bjarne Larsen, der er formand for Billund Kommunes Børne- og Familieudvalg.

Stærke fællesskaber kan være forskellige fællesskaber som familien, legegrupper og ude i verden.

På Sdr. Omme Skole har eksempelvis 5. klasserne fokus på “Mig, Skolen, Byen/Fritid og verden” – og de formidler deres viden ved blandt andet at lave video, podcast, teater og skrive. På Vorbasse Skole er temaet for børnene på mellemtrin “Fra mig til OS!”

– I en del år har vi været dygtige til at se på det enkelte menneskes behov, men man kan ikke se på et menneske uafhængigt af det fællesskab, det er en del af. I dag er der mere fokus på, at fællesskabet har stor betydning for menneskets velbefindende, siger Lisbeth Østergaard, dagtilbudschef i Billund Kommune.

Billund Builds er ét af de mange initiativer, der tages i Børnenes Hovedstad, og det er et samarbejde mellem Billund Kommune og CoC Playful Minds.

Billund Builds finder sted for 8. gang, og der er sket meget på de otte år. Lige fra det år, hvor temaet var Music, og børn f.eks. lyttede til en koncert og efterfølgende pillede et instrument fra hinanden for at se, hvordan det fungerer, til i dag hvor det lige så meget handler om samskabelse med børn, hvor børn oplever, at deres deltagelse og bidrag er værdifulde ind i noget, der vedrører både dem og omverdenen.

FAKTA om Billund Builds

Børn fra alle dagtilbud og skoler i Billund Kommune deltager.

I uge 5 har alle fokus på Billund Builds, men en række dagtilbud/skoler kører Billund Builds over flere uger – fra to til syv uger.

Hver skole og hvert dagtilbud planlægger selv sine egne forløb, men alle arbejder med samskabende og den legende tilgang til læring.

Hvert år har sit eget tema. I de seneste år har temaerne knyttet sig til FNs Verdensmål. I år er temaet Stærke fællesskaber.

Parterne bag er Billund Kommune, LEGO Fonden, CoC Playful Minds, UCL Campus Jelling. Flere studerende fra sidstnævnte deltager i projektugerne.