Kongelige balletdansere på vej til lokalområdet

En gruppe elever fra Det Kgl. Teaters Balletskole giver forestillinger og afholder workshops i Billund, Grindsted og Sdr. Omme. Foto: Det Kgl. Teater


En gruppe elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole kommer snart til Billund Kommune med en forestilling om dét at være teenagere. Balletdanserne udgør Kompagni B, som efteråret igennem har arbejdet på at skabe en forestilling, som er lavet til unge mennesker – af unge mennesker. Deres forestilling handler om skolelivet og om de problematikker, man går igennem, når man er ung: alt fra usikkerhed, mobning, venner og fest. Forestillingen blander uddrag fra klassiske balletter med Kompagni B’s egen moderne koreografi, sat sammen med streetwear og det sidste nye indenfor musik.

De unge balletdansere kommer på besøg i Magion, Billund Idrætscenter og Sdr. Omme Skole. Alle steder vil der være en skoleforestilling med efterfølgende balletworkshop for de yngste årgange.

Besøget er kommet i stand takket være et samarbejde mellem blandt andet Det Kongelige Teater, Billund Kommune og Billund Kulturskole og er støttet af Ole Kirks Fond. 

Fakta om Kompagni B:

Kompagni B er et kompagni bestående af 28 elever fra 7. til 9. klasse fra Det Kongelige Teaters Balletskole.  Forestillingen er et produkt af elevernes egne kreative tanker, – det er de unge dansere, der selv træffer valg om musik, kostumer og dansetrin.  Kompagni B er verdens første professionelle balletkompagni for, med og af unge.

Formålet med Kompagni B er at give inspirerende og uddannede balletoplevelser for børn og unge i hele landet.