Koreanere kopierer Billund BioRefinery

Besøget på Billund BioRefinery i september gik så godt at koreanerne nu kopierer værket i Grindsted.


Efter et besøg på Billund Biorefinery i september, har repræsentanter fra to renseanlæg i Korea besluttet sig for at kopiere anlægget i Grindsted. Ved besøget fik repræsentanter for de to kommuner Yeosu og Geoje i Korea og fra den statslige myndighed for bæredygtig udvikling både mulighed for at se anlægget og ikke mindst møde Billund Vand A/S og høre om deres ambitioner. Og det gik altså så godt, at forsyningsselskaberne nu har indgået aftaler med Krüger A/S om den såkaldte Exelys-proces, som også benyttes i Billund BioRefinery:

– Vi havde ikke fået kontrakten med koreanerne, hvis de ikke havde haft mulighed for at besøge et anlæg og møde en dansk forsyning, pointerer Leif Bentsen, der er adm. direktør i Krüger.

Han kalder samarbejdet med Billund Vand og Billund kommune for meget vigtigt:

– Muligheden for at demonstrere ny teknologi er altafgørende for eksport af vores teknologi – vækst og flere arbejdspladser kommer ikke af sig selv, lyder det fra Krüger-direktøren.

Også hos det lokale selskab, glæder man sig over salget:

– Vi bygger et fyrtårn, der allerede nu beviser sit værd og viser vejen for dansk miljøteknologi – både ind i fremtiden og ud i verden. Vi er stolte over, at Billund BioRefinery fra det første spadestik har nydt stor bevågenhed, men vi er endnu mere glad for, at det allerede nu bidrager til dansk eksport og danske arbejdspladser, siger Ole P. Johnsen, adm. direktør i Billund Vand A/S.

Nyheden om salget er også nået helt til Christiansborg:

– Dette salg viser, hvad der kan komme ud af, at offentlige og private virksomheder går sammen. Det er første gang, at et fælles fyrtårnsprojekt for vandteknologi bliver eksporteret direkte til en udenlandsk kunde. Vi er blandt verdens bedste til vandteknologi i Danmark, og det har potentiale til at skabe tusindvis af arbejdspladser, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i en kommentar.