Kræmmermarked til støtte for svømmeklub

Maiken Thomsen har besluttet sig for at overskuddet fra årets kræmmermarked skal gå til Billund Svømmeklub.


Det bliver den lokale Billund Svømmeklub, der får glæde af overskuddet, når Maiken Thomsen arrangerer kræmmermarked i Billund Idrætscenter den 18. marts. Sidste år var 50 stande klar til markedet, der også blev godt besøgt. I år er der et lignende antal tilmeldte kræmmere, men skulle der komme mange flere, har arrangørerne mulighed for at tage endnu en hal i brug i idrætscentret.

– Der er en lille håndfuld professionelle kræmmere, der har meldt sig, men ellers er det udelukkende private der sælger alt muligt. Lige fra antikviteter og retroting over voksduge til hjemmelavede glas. Det eneste der ikke kommer til salg er mad, drikke og dyr, forklarer Maiken Thomsen, der tager imod tilmeldinger via mail.

Hun er selv frivillig i Billund Svømmeklub, så derfor var det naturligt, at det blev dem der kan se frem til at stryge overskuddet fra markedet.

– Næste år er det en anden forening, der får overskuddet – bare foreningen selv hjælper til med alt det praktiske i forbindelse med kræmmermarkedet, siger Maiken Thomsen. Her tænker hun især på de små foreninger under Billund Idrætsforening, som måske ikke har de store indtægter fra arrangementer og sponsorater.

– Jeg kunne godt forestille mig at de kommende års overskud går til rollespil, volleyball, skydeklubben, bordtennisklubben eller måske den nye tri-klub, siger Maiken Thomsen.