Kristian Hansen fik Årets Skulderklap i Vorbasse


Det er en mand med fingrene i mange ting, der i år modtager Årets Skulderklap i Vorbasse. Det blev nemlig Kristian Hansen, som er involveret i rigtig mange lokale ting – ikke mindst Høreforeningen og det lokale KFUM & K.

– Årets Skulderklap i Vorbasse er en pris, der gives som påskønnelse til en person der har gjort en bemærkelsesværdig indsats i lokalområdet. Ord som uegennyttig arbejde, at være til glæde og inspiration for andre, at tage et tungt slæb, er nogle af de ord, som kan kendetegne en prismodtager, fortalte Sparekassen Kronjyllands afdelingsdirektør i Vorbasse, H. C. Christensen, da han forleden holdt tale ved overrækkelsen.

Og netop mange af de ord kan hæftes på Kristian Hansen:

– Du modtager prisen for dit store og engagerede arbejde, og hjerte for byen og livet i Vorbasse.  Du har på mange områder og igennem mange år ydet et kæmpestort arbejde, lød det blandt andet i prisbegrundelsen.

Således kunne Kristian Hansen modtage Årets Skulderklap – en miniaturemodel af kunstværket Spiren samt en gavecheck på 5.000 kroner.