KulturCrew kursus i Billund Kommune var en stor succes

Arkiv


Denne artikel er skrevet af KulturCrews PR-medlemmer.

 Af: Nadia Lykke, Martha Trøst og Luna Kjær fra Vorbasse skole.

 

KulturCrew havde den 18. januar fem kurser til rådighed for KulturCrew medlemmer. Dagen startede med, at man blev budt velkommen, hvorefter man blev delt ud på de forskellige kurser. I løbet af dagen var der mulighed for op til flere små pauser. Der blev serveret en lækker frokost fra Cafe Bonita samt kage senere på dagen. Dagen sluttede af med et brag af en koncert med ‘De Røde Sokker’ fra Kulturskolens talentelever.

 

KulturCrew er et lille hold af børn og unge, der er på de fleste skoler i Billund kommune. KulturCrewets opgave er, at når der kommer kunstnere, performere og arrangementer på skolen, kan KulturCrewet stå for det meste selv. Til kurserne lærer vi at afvikle arrangementer, tage imod kunstnerne og dokumentere alt, hvad der sker, hjælpe med det tekniske og at præsentere kunstnerne på scenen.

 

Maria Kakarouba på 12 år, fra 7. klasse på Grindsted Privatskole, som har været på præsentation kurset, fortæller:

“Vi har øvet at skulle fremlægge over for hinanden, vi øvede også at være mere åben. ” Vi spurgte hende også, om hun tænker, at hun kan bruge det, hun har lært i fremtiden, og hvad hun kan bruge det til. “Ja, til skolepræsentationer, men også bare i hverdagen f.eks. ved at være mere åben. Det er noget af det vi har lært”, siger hun.

 

Kurset har budt på en lærerig dag for flere kursister. “Vi har lært, hvad der sker, når man sætter kabler sammen, og hvad de forskellige kabler og ledninger hedder. Vi har lært at sætte anlæg op, og vi har selv prøvet at stille det op uden hjælp”, fortæller Lærke Kirkegaard fra fjerde klasse på Stenderup Skole. Men det er ikke kun kursisterne, der har fået noget ud af dagen. “Jeg synes det var nogle dygtige kursusdeltagere, der virkede til at forstå, hvad jeg lærte dem”, fortæller Cecilie Nisgaard, som er journaliststuderende og underviseren for PR kurset.

 

Casper Jensen der er teamleder for musik på Ungdoms- og Kulturskolen i Billund, som står for arrangementet, fortæller: ‘’Jeg forventer, at børnene og de unge får en god oplevelse og kan komme hjem og føle, de har lært og fået en masse ud af arrangementet. Jeg synes, det er gået rigtig godt indtil videre, og at det ser ud som om, at alle har det rigtig godt. Det er fedt, at man møder nye mennesker fra andre skoler, og at der bliver skabt nye fællesskaber”, fortæller Casper, der også forklarer, hvorfor han står for dagen i dag. ‘’Det er jo fordi, at vi på Kulturskolen gerne vil udover kun at lære unge at spille musik. De unge skal også lære alt det, der er rundt om musikken. Altså at arrangere og afvikle arrangementer. Det er børneinddragelse, og det synes jeg er et vigtigt arbejde, som jeg vil gerne gøre en stor indsats for lykkes’’.

 

Fakta:

Artiklen er skrevet på kursusdagen af de skoleelever, der var på PR kursus den 18. januar

KulturCrew kurset afholdelse hvert år i januar måned, hvor eleverne kan melde sig til kurser, som skal opkvalificere dem i de opgaver, de har på skolerne i forbindelse med koncerter og arrangementer. I år var der 5 workshops i: PR, præsentation, teknik, ”vær den gode vært” og projektakademiet.

Der findes i alt 8 KulturCrews fordelt på 8 skoler i Billund Kommune. Billund Ungdoms- og Kulturskole er tovholder for projektet og for de 8 KulturCrews.