Kvalitetsbevidst tekniker søges til højteknologisk 3D-målevirksomhed


Vil du forene dine evner som kvalitetsbevidst tekniker med godt samarbejde og gode kollegaer?

Zebicon a/s i Billund har travlt, og derfor søger vi en kvalitetsbevidst tekniker til vores tekniske afdeling. Zebicon leverer 3D målesystemer og serviceydelser inden for 3D scanning og opmåling.

Din kerneopgave består i at arbejde med 3D målesystemer og foretage 3D scanning og opmåling af tekniske emner samt efterfølgende analyse og rapportering. Vi arbejder med både små og store danske virksomheder inden for blandt andet plast-, medico- og vindindustrien. Sammen med kunderne finder vi løsninger – og er med, indtil løsningen virker.

Er du vores nye kollega?

Du bliver del af et stærkt team i vores tekniske afdeling, der udfører opmåling og kvalitetskontrol for Danmarks førende industrivirksomheder. I vores team lægger vi vægt på, at du kan sætte flueben ved følgende fire karaktertræk.

  • Du har et godt teknisk hoved. Du elsker at fordybe dig i tekniske problemstillinger og er god til at finde løsninger på et operationelt niveau. Vi har høje forventninger til de resultater, vi skal skabe sammen. Derfor forestiller vi os, at du er nysgerrig, har sans for detaljen og kan arbejde selvstændigt. Du kan med fordel have en baggrund som ingeniør, produktionsteknolog, teknisk designer, industritekniker eller måletekniker.
  • Du har sans for kvalitet. Hos Zebicon leverer vi målerapporter, der er med til at godkende og kvalitetsstemple vores kunders produkter. Derfor skal vi selv have fuldstændigt styr på kvaliteten, når noget bliver sendt ud af huset. Du er omhyggelig i dit arbejde, og måske har du tidligere arbejdet i en kvalitetsafdeling eller i tæt samarbejde med en.
  • Du er klar ved måleudstyret – også i marken. Du kan godt lide at udforske ny teknologi og betjene high-end udstyr. Vi har en avanceret maskinpark, der skal køre hver dag for at levere scanning og opmåling til vores kunder. Du står klar ved startknappen, både i huset og på længerevarende opgaver hos kunderne. Vi sætter pris på fleksibilitet – og vi giver også igen den anden vej.
  • Du kan tale med alle. Du arbejder sammen med både kunder og kollegaer, når du løser dine opgaver. Derfor er det vigtigt, at du har god forståelse for andre mennesker og kan kommunikere på flere niveauer. Du er klar på at lave kundedemonstrationer i tæt samarbejde med vores tekniske sælgere.

Derudover forestiller vi os, at du har:

  • Rutine i tegningslæsning og har arbejdet med 3D CAD-software
  • Stor interesse for at lære om vores software og teknologi
  • Kendskab til måleteknik

I Zebicon sætter vi en ære i at give dig, som ny medarbejder, en omfattende oplæring. Derfor er det vigtigt for os, at du er mere end klar til at dygtiggøre dig, er nysgerrig på os og vores teknologi og tager ansvar.

Du bliver del af et teknisk team med højt ambitionsniveau

Du er en ambitiøs tekniker, der bidrager til, at vi når det høje niveau, som vi hele tiden stræber efter. Det gælder især serviceopgaver, som du selv tager ansvar for at gennemføre og aflevere til tiden. Eksempler på konkrete opgaver kunne være:

  • 3D opmåling. Du udfører 3D opmåling med de nyeste teknologier, af små og store emner, i og uden for huset. Du er klar til at arbejde med både manuelle og automatiserede processer.
  • Inspektion og rapportering. Du kan overskue kundeemner og -tegninger og systematisk og grundigt udarbejde en komplet målerapport. Du håndterer dialogen med kunder ved spørgsmål relateret til dine opgaver.
  • Præsentation og formidling. Du deltager ved messer og interne åbent hus-arrangementer, hvor du stolt præsenterer vores 3D teknologier og demonstrerer, hvordan udstyr og software fungerer.

Hos os får du høj faglighed, stor selvstændighed og bliver en del af en højteknologisk virksomhed

Vi tilbyder dig et højt fagligt niveau, selvstændige og meget afvekslende arbejdsopgaver, udfordringer med praktisk problemløsning, en højteknologisk værktøjskasse og en god, fast løn. Desuden et stærkt fællesskab, i en lille virksomhed med humoristisk og uhøjtidelig stemning.

Du kommer ind i en nyoprettet stilling som Kvalitets- og måletekniker i Zebicon a/s, Hedegårdsvej 11, 7190 Billund. Arbejdstid 37 timer pr. uge i fleksibel arbejdstid. Start snarest muligt.

Er du interesseret? Søg uanset, om du er i gang med arbejde eller er mellem jobs. Evt. mulighed for løntilskud kan blive taget med i betragtningen.

Vil du være en del af teamet?

Tænker du, at dette job er det rigtige for dig, og ser du et godt match? Så ansøg senest 31. juli 2022 via Jobindex.

Du er velkommen til at kontakte Jeppe Hebsgaard Laursen på 41 96 49 55, hvis du har spørgsmål til jobbet.

Vi glæder os til at høre fra dig.