Kvalitetsbevidst tekniker til 3D-målevirksomhed


Zebicon a/s i Billund har travlt, og derfor søger vi en kvalitetsbevidst tekniker til vores tekniske afdeling. Zebicon leverer 3D målesystemer og serviceydelser inden for 3D scanning og opmåling.

Din kerneopgave består i at arbejde med 3D målesystemer og foretage 3D scanning og opmåling af tekniske emner samt efterfølgende analyse og rapportering.

Hvad forventer vi af dig?
Du bliver del af et stærkt team i vores tekniske afdeling, der udfører opmåling og kvalitetskontrol for Danmarks førende industrivirksomheder. Vi ønsker en kollega, der kan sætte flueben ved følgende fire karaktertræk.

  • Du har et godt teknisk hoved. Du elsker at nørde i tekniske problemstillinger og er god til at finde løsninger på et operationelt niveau. Vi har høje forventninger til de resultater, vi skal skabe sammen. Derfor forestiller vi os, at du er nysgerrig, har sans for detaljen og kan arbejde selvstændigt. Du kan med fordel have en baggrund som produktionsteknolog, teknisk designer, industritekniker eller måletekniker.
  • Du har sans for kvalitet. Hos Zebicon leverer vi målerapporter, der er med til at godkende og kvalitetsstemple vores kunders produkter. Derfor skal vi selv have fuldstændigt styr på kvaliteten, når noget bliver sendt ud af huset. Du er omhyggelig i dit arbejde, og måske har du tidligere arbejdet i en kvalitetsafdeling eller i tæt samarbejde med en.
  • Du er klar ved måleudstyret – også i marken. Du kan godt lide at udforske ny teknologi og betjene highend udstyr. Vi har en avanceret maskinpark, der skal køre hver dag for at levere scanning og opmåling til vores kunder. Du står klar ved startknappen, både i huset og på længerevarende opgaver hos kunderne.
  • Du kan tale med alle. Du arbejder sammen med både kunder og kollegaer, når du løser dine opgaver. Derfor er det vigtigt, at du har god forståelse for andre mennesker og kan kommunikere på flere niveauer. Du er klar på at lave kundedemonstrationer i tæt samarbejde med vores tekniske sælgere.

Derudover forestiller vi os, at du:

• Har god rutine i tegningslæsning og har arbejdet med 3D CAD-software

• Eventuelt har kendskab til måleteknik.

Der vil være en omfattende oplæring, så det er ikke et krav, at du kender til vores teknologier og software, men vi forventer, at du er mere end klar til at dygtiggøre dig.

Hvad kommer du til at lave?
Du er en ambitiøs tekniker, der bidrager til, at vi når det høje niveau, som vi hele tiden stræber efter. Det gælder især serviceopgaver, som du selv tager ansvar for at gennemføre og aflevere til tiden. Eksempler på konkrete opgaver kunne være:

  • 3D opmåling. Du udfører 3D opmåling med de nyeste teknologier, af små og store emner, i og uden for huset. Du er klar til at arbejde med både manuelle og automatiserede processer.
  • Inspektion og rapportering. Du kan overskue kundeemner og -tegninger, og systematisk og grundigt udarbejde en komplet målerapport. Du håndterer dialogen med kunder ved spørgsmål relateret til dine opgaver.
  • Præsentation og formidling. Du deltager ved messer og interne åbent hus-arrangementer, hvor du stolt præsenterer vores 3D teknologier og demonstrerer, hvordan udstyr og software fungerer.

Hvad tilbyder vi dig?

Vi tilbyder dig et højt fagligt niveau, selvstændige og meget afvekslende arbejdsopgaver, udfordringer med praktisk problemløsning, en højteknologisk værktøjskasse og en god, fast løn. Desuden et stærkt fællesskab, i en lille virksomhed med godt sammenhold.

Du kommer ind i en nyoprettet stilling som Kvalitets- og måletekniker i Zebicon a/s, Hedegårdsvej 11, 7190 Billund. Arbejdstid 37 timer pr. uge i fleksibel arbejdstid. Start snarest muligt.

Evt. mulighed for løntilskud vil blive taget med i betragtningen.

Sådan ansøger du

Er det dig vi søger, så send din ansøgning via jobindex.dk. Du er velkommen til at kontakte Jeppe Hebsgaard Laursen på 41 96 49 55, hvis du har spørgsmål til jobbet.