Kvickly efterlyser lokale fødevareproducenter


I forsøget på at levere endnu mere friske produkter og samtidig støtte det lokale erhvervsliv, søger Kvickly i Grindsted efter lokale grøntsagsavlere. Ja, for den sags skyld i det hele taget fødevareproducenter bosat i Billund kommune eller lige udenfor.

– Vi søger producenter indenfor en radius af 20 minutter fra varehuset i Grindsted, siger varehuschef Jens Iversen om tiltaget.

– Der er ingen der er hverken for store eller små. Kravet er at man har CVR-nummer, og er man samtidig økologisk er det et klart plus. Man skal kunne levere en del grøntsager, men det kunne også være øl, spiritus, kartofler eller æg – bare ikke kød, fastslår Jens Iversen. Fravalget af kød fra lokale leverandører skyldes mere strikse krav på fødevareområdet.

Med efterlysningen af flere lokale producenter håber Jens Iversen at kunne få fat i mere friske varer til butikken:

– Som i øjeblikket med vores jordbærleverandør; om morgenen bestiller vi det antal bakker vi mener vi kan sælge i dag og så leveres de friskplukkede i butikken kl. 10. Det er da friske, lækre varer – og så støtter vi samtidig de lokale virksomheder, siger varehuschefen.

Hvis man tipper Kvickly i Grindsted om en lokal fødevareproducent, deltager man i lodtrækningen om  et gavekort til varehuset på 1.000 kroner.

 

Privatfoto