Læserbrev: Alle har ret til god mental trivsel – ikke mindst vores børn og unge


Langt de fleste børn og unge i Billund Kommune trives og har det godt og det bør være alles ret.

Det er særdeles vigtigt, at vores unge er i god mental trivsel og udvikling. Det har stor betydning for den enkeltes læring og udvikling og er afgørende for de unges muligheder for at udvikle deres potentiale.

God mental sundhed gør de unge stærkere, og forbedrer deres evne til at klare sig godt socialt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk, og dermed deres muligheder til at blive en aktiv og betydningsfuld del af samfundets udvikling. Det er vigtigt for enhver ung og for samfundet helt generelt. Men flere og flere unge oplever desværre store udfordringer på dette område og det er ikke en opgave, vi kan klare selv i kommunen, men løses i samarbejde med regionen.

Gennem aktivitet, fællesskab og meningsfuldhed kan den mentale sundhed forbedres og styrkes. Det er så afgørende for de unges trivsel, at der er gode rammer og muligheder for det. Vi har mange gode muligheder for netop at være et godt sted for unge og vi ønsker en øget inddragelse af de unge selv. De er eksperterne i eget liv.

Det er ligeledes væsentligt, at kommune og region samarbejder om dette, da mental sundhed er på den regionale dagsorden, men en del af opgaven løses kommunalt. I et tæt tværfagligt samarbejde skal der sættes tidligt ind på tværs af læring, fysisk og mental sundhed for at vi kan sikre langt mere mental sundhed. Vi mener også, at der ligger en stor ressource og et potentiale gemt i inddragelsen af flere frivillige i fritidslivet og foreninger. Målet skal være, at opgaverne og udfordringerne løses dér, hvor det skaber mest værdi for den enkelte unge. Hvis livet trods gode intentioner og indsatser bliver udfordret, skal der desuden være let adgang til sundhedsfaglig ekspertise og tværfagligt behandlingstilbud.

Alle har ret til et godt liv med mental sundhed og sammen kan vi gøre rigtigt meget for at det skal lykkes. Det ønsker vi at sætte højt på dagsordenen.

Venlig hilsen
Stephanie Storbank, kandidat til spidskandidatvalget i Venstre og Annette Lundgaard, kandidat til regionsrådsvalget i Venstre, begge byrådsmedlemmer for Venstre i Billund Kommune