Læserbrev: Ambulancer og responstider

Folketingsmedlem,Troels Ravn (S)


Ambulancedækning og responstider – den tid, der går fra et alarmopkald til ambulancen ankommer til ulykkesstedet, er et vigtigt emne, når det gælder borgernes grundlæggende tryghed. Vi skal såvel i landdistrikterne som i byerne kunne være sikre på, at vi har det bedst mulige beredskab.

Jeg har gennem nogen tid fået henvendelser fra bekymrede borgere, som har oplevet lange responstider på 20 – 25 minutter. Derfor har jeg taget sagen op politisk både lokalt, regionalt og på landsplan. Jeg har forholdt mig kritisk til ambulancedækningen og responstiderne i Region Syddanmark. Artikler i aviserne, udsendelser på tv og fortællinger fra borgere har vist, at der var grund til kritik.

Nu skal se fremad og have genoprettet tilliden til ambulancedækningen. Efter forslag fra rød blok i regionsrådet har regionen hjemtaget ambulancedriften, der ansættes flere reddere, og fremover vil ambulancernes responstider opgøres på postnumre. Det er godt nyt.

Responstider opgjort på postnumre burde ikke afføde partipolitiske slagsmål. Det giver nemlig et mere præcist billede af tallene.

Jeg undrer mig derfor over, at borgmester Ib Kristensen, samt et flertal i byrådet, Venstre og DF, nu slet ikke vil være med til at få responstiderne på postnumre. Det vil ellers være administrativt enkelt og ikke betyde nævneværdige udgifter.

Vi ved gennem aktindsigt, at der tidligere har været voldsomme udfald i dækningen af ambulancer og akutbiler – også i Billund Kommune. Også set i det lys fremstår Venstre og DF’s beslutning helt uforståeligt.

 

Med venlig hilsen

Troels Ravn, MF (S), valgt i Billund-Vejen kredsen