Læserbrev: Billund kommune mangler politisk ledelse


Man kan som menigt byrådsmedlem undres over, hvor lidt ledelse der egentlig er i en så stor organisation som kommunen er.

Vi vælger hvert 4. år et byråd til at lede kommunen i den rigtige retning, eller i hvert fald i den retning et flertal ønsker.

I øjeblikket er penge ikke det store spørgsmål, men mere om vi kan få brugt de mange millioner vi får i skat fra borgerne og virksomhederne. Men her kommer min undren. Vi har i denne periode søsat så mange projekter og hyret konsulenter ind som aldrig før. Er det tegn på god ledelse eller dårlig styring ?

Jeg ser kommunen i dag som styret, ikke med det gode, men med en dagsorden der ikke tillader dialog eller plads til forskellighed, manglende demokratisk proces. Hvis man er bange for udvikling og dialog så er hård styring en vej, men den er sjælden frugtbar.

Resultaterne er tydelige: personale flugt, politiske grupperinger, som går imod styringen.

Vi skal samarbejde og arbejde på tværs, det er politisk vedtaget og vi har postet 5 mill. Kr i et projekt som skulle vise bedre dialog mellem borgere og kommunen dette er kuldsejlet pga. dårlig ledelse ikke nødvendigvis dårlig administrativ ledelse, men politisk hård styring uden ledelse.

Vi forvalter i disse år en vækst i selskabsskatter og det er desværre i mange sammenhæng ikke pga. kommunens tiltag vi modtager de mange millioner, men pga. andres dygtige ledelsesformer.

Som kommune ser jeg gerne vi forvaltede endnu mere for de borgere, som hver dag bidrager til fælleskassen.  Mere og bedre samarbejde på tværs af partierne og tillid til at tingene bliver udført som besluttet i byrådet. Alt for mange sager falder mellem stolene og pengene fosser ud til nye konsulenter med stor risiko at tingene ikke bliver fulgt op efter et nyt byråd er kommet til.

I oktober 2012 afsatte vi 724.000 kr. til beskrivelse af veje og skilte. Dette arbejde er ”glemt” i systemet og på tirsdag beder teknisk udvalg om yderligere 500.000 kr. til konsulent arbejde i beskrivelsen af nye vejskilte. Projektet skal startes på ny, spild af penge og mange gode arbejdstimer.

Dette er kun en af mange sager, som vil komme til borgernes kendskab i den kommende tid.

 

Kim Gosvig Hansen – Byrådsmedlem, konservative.