Læserbrev: Brand(bil)


I 2018 skal der laves en ny risikodimensioneringsplan for beredskabet, som i dag hører under Trekantbrand.

I Den socialdemokratiske gruppe kan vi ikke acceptere forringelser på vores beredskab. I en verden, hvor man i større grad har fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø, er det vigtigt, at vores beredskab virker optimalt. Sikkerheden er til for vore borgeres, naboers, venners, familiers og virksomheders skyld. Ikke mindst skylder vi dem, der yder hjælpen, når nøden er størst – brandmændene – at give dem de bedste forhold at arbejde under.

Beredskabets opgaver består bl.a. af  miljøindsats ved forurening (kemikalieindsats), opsamling ved færdselsuheld, frigørelse ved f.eks. færdselsuheld, pumpeopgaver ved oversvømmelse, forskellige opgaver ved storm og højderedning.

Vores beredskab giver tryghed i kommunen, og det er utrolig vigtigt, at vi lytter til dem, der arbejder med det. De som løber ind i ilden efter os, hvis det brænder. Måske det er på tide, at vi spørger, hvad de ønsker, og ikke hvad kan vi spare.

Vi skal grundlæggende anerkende den indsats, som vores frivillige og medarbejdere i beredskabet yder for vores samfund. De gør en kæmpeindsats for vores sikkerhed og tryghed.

 

Venlig hilsen

Den socialdemokratiske gruppe i Billund Kommune