Læserbrev: Budget 2017


Kære alle,

håber I alle nyder den danske sommer?

Ferien er for mit vedkommende slut, det politiske “liv” starter dog først for alvor igen i uge 32.

Situationen omkring BIOS kan dog godt optage en lidt i disse dage. Personligt har jeg lidt svært ved at forstå dem som nu udtaler at det her og nu “bare” drejer sig om at sikre stabil drift – mit udgangspunkt er at det i et hvert udbud/kontraktforhold må antages som en naturlig forudsætning.

Budget for 2017 skal forhandles på plads de kommende måneder. Det kan være lidt svært at forklare folk, at vi hæfter kollektivt i forhold til de andre 97 kommuner. Aftalen mellem KL og regeringen omkring den samlet ramme for drift og anlæg skal overholdes.

Vi kan ikke bare bruge løs af formuen, der skal selvfølgelig altid føres en økonomisk ansvarlig politik. Dette gøres bl.a. ved at afdrage gæld (lavere renteudgifter), energibesparelser ect. – penge som så kan bruges på drift på andre områder.

Der er allerede afsat ekstra mange penge på hele børne & unge området i det forrige budget. Personligt vil jeg gerne være med til at udforme en skolepolitik som giver genlyd i hele landet – og som er ganske unik.

Ældreområdet kræver bestemt også vores opmærksomhed. Senest 1. januar 2017 skal en ny plan/organisation for decentral ledelse af vores plejecentre være på plads – en proces jeg glæder mig til at følge.

Har I kommentarer, input eller andet – hører jeg altid gerne fra Jer på ukr@billund.dk

 

Ulrich Kristensen

Byrådsmedlem for Venstre

Lillevang 118, Billund, Tlf.: 60933758