Læserbrev: Cykelsti mellem Grindsted og Billund


En cykelsti, som forbinder Grindsted og Billund, kan nu være ”snublende” nær – men den kommer ikke af sig selv!

I infrastrukturplan 2035, som netop er aftalt mellem regeringen og folketingets partier, er der afsat: ”3 mia. kr. til nye cykelinitiativer, der skal få flere til at vælge cyklen ved f.eks. anlæg af nye cykelstier i kommuner og langs statsveje”. Ligesom strækningen mellem Grindsted og Billund er kommet med som: ”Registrerede ønsker til forbedring af cykelistforholdene for hhv. strækninger og stikryds”.

Er der et behov for en sådan cykelsti – for der er jo næsten ingen der cykler her? Hertil må svaret være –HELDIGVIS ER DER NÆSTEN IGEN DER CYKLER HER! For hverken Vejle Landevej eller Plagborgvej/Utoftvej/Løvlundvej er sikre cykelveje.

Til gengæld mener jeg, at etableringen af en cykelsti mellem Grindsted og Billund lever op til intentionerne for at komme i betragtning. Mange pendler i dag mellem Grindsted og Billund for at arbejde – især unge mennesker som arbejder i Legoland og andre af Billunds turistattraktioner. Turister og motionister, som vælger at cykle rundt på mange af kommunens naturstier. Og ikke mindst for at fremme interessen for at benytte cyklen som transportmiddel.

At en cykelstiforbindelse mellem Grindsted og Billund er ”registreret som et ønske” indenfor de næste 15 år, skaber jo ikke i sig selv en cykelsti. Der skal mere til…! Da jeg selv sad i Grindsted Byråd i perioden 98-02 talte vi også dengang i Teknisk udvalg om etablering af en cykelsti – og jeg tænker at samtlige byråd siden da har gjort det.

Nu er den ”snublende” nær – så jeg håber inderligt at nogen i de nye byråd vil tage engagementet på sig og støtte og motivere embedsmændene på kommunen til at fremme sagen. Dels for at det kan blive en realitet så hurtig som muligt – og selvfølgelig inden starten af motorvejsbyggeriet iværksættes i år 2026.

Venlig hilsen

Kjeld A Knudsen