Læserbrev: Det er dyre 30 sekunder


“Nu kan bilisterne snart se frem til at komme hurtigere fra A til B”, dette skrev Vejdirektoratet bl.a.i en pressemeddelelse d. 30. marts 2017.

En af disse strækninger er motortrafikvejen mellem Vandel og Bredsten, hvor farten øges fra 90 km/t til 100 km/t. Knap 11 km samlet strækning, dobbeltspor ca. 5 km hver vej, altså en mulighed for ca. at komme 20-30 sekunder hurtigere frem – wauw….

Dette kræver at der i mere end 3 måneder er vejarbejde, fordi der skal etableres autoværn på hele strækningen. Synes det er grotesk brug af samfundets penge. Hvad koster denne “investering” + løbende vedligehold af autoværn ved påkørsler og vejrligsforanstaltninger (som jeg sagtens kan forestille mig vil finde sted, uden personskade forhåbentligt)

Selvfølgelig skal sikkerheden være i top, men hvorfor denne forøgelse overhovedet? (input kontra output..)

Jeg kører dagligt mellem Billund og Vejle. Efter at den i 2012 blev udvidet, og på netop denne strækning som motortrafikvej, er det nemt at komme frem og tilbage (trafikken i Vejle by, er så en hel anden sag)

Vi kan kun bruge pengene en gang, så lad os dog gøre det med omtanke og respekt. Jeg vil klart prioritere børn og ældre fremfor 20 sekunder hurtigere vejstrækning.

Med venlig hilsen

Ulrich Kristensen, Byrådsmedlem for Radikale Venstre, Billund