Læserbrev: Det kræver investeringer at blive familiens bedste valg


Billund Kommune vil være ’familiens bedste valg’.

Det vil vi som pædagoger hellere end gerne bidrage til. Hvis vi får de rigtige rammer, kan vi løfte store opgaver sammen med familierne.

Men det forpligter at have visioner. Hvis man gerne vil være familiernes førstevalg, må man også lytte til forældrenes behov.

I Billund Kommune er der venteliste for at komme i vuggestue. Forældre fra hele verden bosætter sig hos os og ønsker at bruge vores kommunale dagtilbud, men svaret bliver ofte et nej. For i Billund Kommune enten vil eller tør man ikke prioritere flere vuggestuepladser.

I Billund Kommune indførte man for ikke så længe siden flere moduler i dagtilbuddene. Det gjorde man bl.a. for at imødekomme forældrenes behov for længere åbningstider. Vi pædagoger syntes som udgangspunkt, ideen var god. Men ordningen har blot smurt vores i forvejen små ressourcer ud i et endnu tyndere lag, så hverdagen nu er mere presset.

Hvis Billund Kommune skal være familiens bedste valg, skal vi kunne sige uden at blinke, at vi har en rimelig normering og et nødvendigt antal vuggestuepladser.

Vi er som pædagoger hver dag klar til at løfte kerneopgaven og gøre vores absolut bedste. Ja, vi er faktisk klar til at løfte vores kommunes visioner, hvis vi får arbejdsvilkår, der stemmer overens med ambitionerne.

Det kræver, at byrådet tør investere mere i børneområdet. Børnene har derfor brug for din stemme til kommunalvalget den 21. november.

 

På vegne af tillidsmandsgruppen for BUPL

Fællestillidsrepræsentant Annika Hundebøl Søndergaard