Læserbrev: Det røde felt giver problemer

Foto: billund.dk


I november 2018 stod et nyt skolekryds færdigt i Stenderup/Krogager. Det udgør imidlertid en række problemer, som jeg ikke mener vi kan være bekendt.

Tanken fra kommunens trafiksikkerhedsudvalg, har været at øge trafiksikkerheden for de bløde trafikanter, ved at lave et rødt hævet felt midt i krydset og at sænke hastigheden til 40 km/t. Det er bare ikke den ønskede effekt det har fået… tværtimod oplever de mennesker, som bor ved krydset, at det har den stik modsatte effekt.

Lastbilerne ræser med høj fart over krydset! Farten er øget i krydset ift. dengang der var vejbump. Samtidig er det røde felt kommet op i samme niveau som fortovskanten… Det gør at lastbilerne nu kører ind over fortovet og dermed får større svingbane. Det giver stor utryghed i skolekrydset!

Det har også bevirket, at de familier der bor ved siden af krydset, nu er så voldsomt plagede af støjgener og rystelser, at nattesøvnen bliver afbrudt flere gange hver nat – både for børn og voksne… Det kan helbredet ikke holde til i længden.

Familierne ved krydset oplever kraftige rystelser i deres huse, når den tunge trafik ræser hen over krydset. Der er lysekroner der vibrerer, glas der klirrer og fliser i badeværelset der revner. Jeg har stået i køkkenet i èt af husene og følt rystelserne i mine fødder. Jeg forstår godt disse menneskers bekymring og frustration over det nye kryds – det kan da heller ikke være meningen at vi skal drive familier fra hus og hjem, ved at genere dem på denne måde.

Jeg vil derfor anbefale, at vi får kigget på andre løsninger, hvor både hastigheden bliver sænket og de berørte familier kan få deres nattesøvn tilbage.

Venlig hilsen

Heidi Nielsen, Borgerlisten
Din stemme i Billund byråd