Læserbrev: DF sikrede en blå regering


Torsdag d. 18 juni fik Danmark takket være Dansk Folkeparti, en blå regering igen.

Jeg var en af dem der hængte plakater op, delte brochure ud i silende juni regn og som tilbragte hele valgdagen på mit valgsted som valgtilforordnet. Det blev et valg jeg som DFèr sent vil glemme. En valgaften hvor bunken af optalte DF stemmer, bare voksede og voksede – selv her i Venstre land.

Vi er som parti blevet vist en enorm tillid og det vil jeg gerne takke for. Det var ikke meget vores politikere fik lov at debattere vores mærkesager i medierne op til valget, hvor alt kom til at handle om Helle versus Lars, men det er lige meget nu, danskerne vidste alligevel hvad vi stod for.

Vi er som parti, ikke bare vokset på landsplan, men også her i Billund kommune. Nye medlemmer kommer hele tiden til og vores lokale bestyrelse og aktivitetsudvalg arbejder utrætteligt på at styrke vores fællesskab. Vi har afholdt flere spændende arrangementer hvor vores toppolitikere har gæstet os og når vi har deltaget ved messer, har vores største profiler også været at finde på vores stande, så borgerne kunne møde dem og få en snak.

Jeg er stolt af vores parti, af vores lokalafdeling og af alle de borgere i Billund kommune der med deres kryds i torsdags, gav DF det mest fremragende valg nogensinde.

Af hjertet TAK.

Med venlig hilsen;

Eva Bach Thambipillai, Næstformand i DF Billund.

Lillevang 68, 7190 Billund