Læserbrev: En ærgerlig afgørelse i Byrådet

Arkivfoto


At være eller ikke at være det er spørgsmålet. Et kendt citat fra en klog mand.

I går aftes var vi igen til Byrådsmøde i Billund Kommune, og igen var Frihavnen i Vorbasse i spil.

Selv om at vi har mange gode kollegaer, var det desværre overvejende ”ikke være” der var flest af. Der var ikke så meget nyt i sagen, hvor et om end lidt mindre flertal stemte en huslejestigning for svært tilgængelige nye ramper igennem.

Helt igennem sørgeligt for det viser jo med al tydelighed at flertallet ikke turde gå en lidt anden vej og måske kunne finde en ordning på den uheldige situation i mindelighed.

Forsvarene for hvorfor beboerne skulle betale var mange, men alt sammen virkede det som en lidt vattet holdning hvor man alt for let lod sig skræmme af ”frygt” for personlig hæftelse.

Mig bekendt skal der da først være opstået ulovlige forhold før man kan blive sigtet, men loven kan jo tolkes på mange måder og i denne sag virker det lidt uheldigt.

Der var mindst lige så mange gode holdninger til at vi skulle finde en mere lempelig ordning og så se at komme videre.

Det er frustrerende at sidde i et byråd uden at kunne komme igennem med en tiltrængt hjælp til ældre og sårbare borgere, det er efter min mening det som vi er valgt ind for at sikre og det er blandt andet det som jeg og mine partifæller vil kæmpe for.

Vi er ganske vist ikke de tre musketerer men vi står sammen med troen på at vi kan gøre en forskel.

 

Venlig hilsen

Henning Sejer Madsen, Lokalformand i Dansk Folkeparti & Byrådsmedlem, medlem af Børneudvalget og Voksenudvalget