Læserbrev: En dyr kanin


Efter længere tids hemmelighedskræmmeri trak Lars Løkke sin valgkampskanin op af hatten ved fremlæggelsen af sundhedsreformen.

Regionsrådene foreslås nedlagt, hvilket betyder en for mig bekymrende centralisering.  Jeg vil dog behandle to andre mulige lokale konsekvenser i dette læserbrev.

For det første så betyder det, at Grindstedforureningen fremadrettet skal behandles i Miljøstyrelsen. Man må forstå på det lokale folketingsmedlem fra Venstre, Anni Mathiesen, at det er en god løsning, der gør, at nu kan vi komme i gang med at rydde op. Jeg håber, at Anni får ret, men jeg tvivler. Jeg har svært ved at se fordelen i, at dette nu skal vurderes fra København, ligesom jeg ærgrer mig over, at den gode dialog, som borgergruppen og kommunen har med regionen, nu går tabt. Derudover kan en masse specialviden gå tabt.

Ligeledes har jeg svært ved at se det som en fordel, at det nu er Undervisningsministeriet, der skal tage stilling til fordeling af elever på ungdomsuddannelserne. Hvor meget hensyn vil man på Slotsholmen tage til Campus Grindsted? Ja, jeg kan godt være i tvivl. Mon ikke de store byer, ender som vinder? Jeg håber ikke, at jeg får ret, men jeg synes, at der er nogle bekymrende elementer i det her.

Lars Løkkes valgkampskanin kan således på mange fronter blive rigtig dyr for Billund Kommune.

 

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver, Grindsted, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Billund Kommune