Læserbrev: En fugl i hånden er bedre end 10 på taget.

Henning Sejer Madsen, Dansk Folkeparti Billund.


Et svar til Ann Charlotte.

Lad os bare fortsætte i ordsprogene en tid endnu. Vi har lige været igennem en meget spændende valgkamp og der er blevet både givet og taget fra alle sider. Alt i alt har det været utroligt spændende at være en del af.
Vi har alle vore favoritter og hjertesager som vi gerne ser fremmet mest muligt. I den forbindelse er det da glædeligt at specielt de ældre og handikappede har fået meget opmærksomhed, det er virkeligt tiltrængt. Men i Dansk Folkeparti vil vi gerne favne bredt og også gerne give børnene og børnefamilierne deres del af vores opmærksomhed. Samtidig skal vi ikke glemme vore unge under uddannelse, transportbehovet og bosætningen på landet, kombineret med iværksætteri og støtte til erhvervslivet.

Kort og godt vil vi gerne være der for ALLE i vores kommune og det tror vi at vi bedst kan ved at samarbejde og gøre vores indflydelse gældende i alle udvalg i kommunen. Ved valget blev vi værdsat af vore vælgere og fik hele tre mandater i det nye byråd, hvilket jo unægtelig stille store krav til os som politikere. Vi går til opgaven med stor taknemmelighed og respekt for alle der gav os deres stemmer.

Vores mål i valgkampen var at få indflydelse og mest ”værdi” for stemmerne. På valgaftenen var vi så heldige at vi kunne få denne indflydelse, og derfor var det utroligt vigtigt for os at placere vore stemmer på det helt rigtige sted. Efter drøftelser med flere forskellige partier og rigtig mange overvejelser, vurderede vi at et samarbejde med Venstre i den nuværende situation virkede som det mest stabile og sikre valg. Vi fik godt nok ikke borgmesterposten, men mange andre gode poster og sidst men ikke mindst fik vi aftaler omkring samarbejde og indflydelse på den kommende politik, hvilket havde en meget stor værdi for os.

Efter valget blev der lagt op til et endnu bredere samarbejde og det er dejligt at Ann Charlotte og Socialdemokraterne er med på vognen og på denne måde sikrer en netop bred konstituering og indflydelse. Det er vel altid en definition om hvor vidt man er tæt eller ikke tæt på en borgmesterpost, men muligheden for at være med på holdet og på denne måde er med til at kæmpe for alle borgere i Billund Kommune har vi fået…

Tak til alle og godt nytår.

Venlig hilsen
Henning Sejer Madsen
Lokalformand for Dansk Folkeparti og
kommende Byrådsmedlem i Billund Kommune