Læserbrev: En glædens dag


Det var i sandhed ventet med spænding, da Region Syddanmark onsdag offentliggjorde resultatet af sundhedsundersøgelsen i Grindsted. Et negativt resultat havde i den grad trukket sorte skyer henover Grindsted.

Heldigvis var resultatet af undersøgelsen positivt. Man kan sige, at solen brød frem bag de mulige sorte skyer. Det er rigtig dejligt, at det nu er veldokumenteret, at der ikke er mere forekomst af sygdom i Grindsted end i sammenlignelige byer. Det betyder meget for byen blandt andet i forhold til bosætning.

Det er ligeledes glædeligt, at man fra alle sider udtrykte, at resultaterne ikke skal bruges til at udskyde en oprydning i Grindsted. Det er nemlig stadig vigtigt, at vi har fuld fokus på, at der skal ryddes op i Grindsted efter den massive forurening, der jo stadig er under byen.

I forhold til det så er det utrolig vigtigt, at vi får staten på banen. Jeg er glad for, at generationsforureningerne er nævnt i forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne, men vi må også sige, at vi som borgere i Grindsted gerne snart vil se yderligere holdning.

Resultatet af sundhedsundersøgelsen synes jeg giver et glædeligt rygstød i forhold til at lægge et pres, der gør, at vi kan få sat oprydning samt udvikling af tekniske løsninger i gang.

Venlig hilsen
Kris Jensen Skriver, Grindsted, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Billund Kommune