Læserbrev: En god dag for Grindsted Sygehus

Folketingsmedlem,Troels Ravn (S)


Det er en god nyhed for Grindsted Sygehus og for os alle, at Region Syddanmark har besluttet at bevare skadeklinikken på Grindsted Sygehus. Skadeklinikken er vigtig for tryghed og nærhed, og heldigvis har regionspolitikerne lyttet til, at vi har en skadeklinik, som både kan dokumentere høj kvalitet i arbejdet og stor tilfredshed blandt patienterne.

Lokaldemokratiet har fungeret i denne sag, og jeg vil glæde mig over, at det store arbejde, som lokale borgere og Støtteforeningen for Sydvestjysk Sygehus Grindsted har lagt for dagen, nu har givet et positivt resultat. Mange borgere har med rette stillet kritiske spørgsmål til regionens sparekatalog, og de har givet politikerne råd og kommentarer med, så de var godt klædt på, når beslutningerne skulle træffes. Der er også blevet afholdt debatmøde, som fint illustrerer, at demokratiet lever og har det godt.

Tilbage står, at regionspolitikerne har lyttet alle gode argumenter for, at der fortsat skal være en skadeklinik i Grindsted. Det skal politikerne have ros for. De egentlige vindere er os alle sammen, og helt særligt de 3.000 – 4.000 patienter, som hvert år bliver behandlet på skadeklinikken.

Tilbage står dog også, at vi fortsat må stå vagt om, at der som følge af Venstre regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag ikke spares på kernevelfærden i kommuner og regioner. Disse besparelser vil nemlig blive mærkbare. Det vil gå ud over det, som betyder meget for de fleste af os; børnepasning, skole, ældrepleje og sundhedsområde.

 

Mvh

Troels Ravn, folketingsmedlem (S), valgt i Billund og Vejen Kommuner