Læserbrev: En historisk beslutning


Det var med stor glæde, at jeg drog hjem efter tirsdagens byrådsmøde. Grunden til glæden var primært, at der på mødet blev truffet en for mig historisk beslutning om, at der afsættes 1 millioner kroner til undersøgelse af, hvordan man kan oprense Engsøen, og hvad denne oprensning vil koste.

Det er virkelig glædeligt, at vi fik taget det ene lillebitte skridt hen imod en oprensning af søen. Inden armene ryger helt i vejret og folk hopper i badetøjet for at bade i søen, er det dog også vigtigt at sige, at der kun er tale om et lillebitte skridt.

Når undersøgelsen er færdig, så har man det økonomiske overblik og først herefter skal der findes ud af, hvordan oprensningen kan finansieres. I den fase bliver det særdeles vigtigt, at der også kommer øvrige interessenter, som eksempelvis staten, på banen.

Jeg ved, at en oprensning af Engsøen er et stort ønske fra borgere i hele kommunen, og ikke mindst hos husejerne i området og i Grindsted. Forhåbentligt kan vi om nogle år kigge tilbage på tirsdag den 27. august 2019, som datoen hvor man startede processen. Jeg håber det. Og jeg tror faktisk også på det.

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver, Grindsted, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Billund Kommune