Læserbrev: En rigtig god prioritering

Arkivfoto


Politik handler om at prioritere. På november måneds udvalgsmøde i børne/kultur udvalget blev udvalget orienteret om udgifterne på kultur- og fritidsområdet sammenlignet med andre kommuner.

Af tallene fremgik det blandt andet, at Billund Kommune bruger mange penge på fritidsområdet, når man sammenligner med andre kommuner. Det er jeg rigtig glad for, at vi gør, og det mener jeg, at vi skal fortsætte med. Det er nemlig vigtigt, at vi har et mangfoldigt og stærkt foreningsliv. Et stærkt foreningsliv er blandt andet med til at sikre, at folk i alle aldre har gode tilbud i deres fritid. Dette er med til at sikre, at både borgerne i kommunen knytter venskaber, får oplevelser og danner sig som mennesker.

I Billund Kommune er vi så privilegerede, at vi har et stort antal frivillige, der knokler for at sikre og udvikle disse muligheder. Det er fantastisk. Det er ikke let at være frivillig, men alligevel er der nogen, der gør det. De kan nemlig ikke lade være. Dem skal vi påskønne. Det gør vi blandt andet ved at prioritere midler til området. Jeg mener derfor, at det er helt rigtigt, at Billund Kommune netop prioriterer at bruge mange midler på dette område.

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver, medlem af børne/kultur udvalget for Socialdemokratiet, Grindsted.