Læserbrev: Er det inklusionsloven, der får folkeskolen til at sejle?


”Inklusionsloven fungerer ikke!” skriver Dorthe Schmittroth, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Tænk hvis alt kunne forklares så simpelt.

Jeg kan se, vi er enige om, at den praksis og ideologi, der praktiseres en del steder, er uholdbar.

Inklusion i sin grundtanke handler netop om alt det, der skaber differentiering, fleksibilitet og hensynstagen til elevernes diversitet. At pædagogik og didaktik tilrettelægges ud fra elevernes individuelle behov. Og ikke om at skære alle over én kam, så de passer ind i en given skabelon.

Ingen skal lide under andres adfærd, det skal der tages hånd om. Men i min optik er løsningen ikke altid segregerede tilbud, som vi ser en støt stigning i.

Årsagen til den praksis vi ser, har mange nuancer.

Kvalitet kan ikke sættes ind i et regneark, hvor vi på forhånd kan aftale, hvor mange elever, der skal være så tæt på det normale som muligt.

Effektiviseringskravet har medvirket til, at elevers udredninger, pædagogisk psykologisk vurdering, visitation og dermed tildeling af støtte, tager længere tid end godt er.

Kvalitet og faglighed har en pris. Men politik bliver desværre ofte top-down beslutninger, der ikke inddrager anbefalinger fra fagfolk.

For tænk, hvordan virkeligheden havde set ud, skulle inklusionsloven ikke stå side om side med Folkeskolereformen og lov 409. Men i stedet var blevet ledsaget af flere lærerressourcer, mindre klassestørrelser, kortere skoledage og mere forberedelsestid til lærerne. Pædagogerne med i klasserne til at guide eleverne i det relationelle, og det at blive til.

Holddeling på tværs af afdelinger, klasser, et blik på læringsstile, præstationsniveau, køn og kultur blandt meget andet. Mon ikke mindre målfiksering, ville give mere tid til undervisning? Både af de elever, der er i vanskeligheder af den ene eller anden årsag, og de elever, der fagligt vokser af at blive udfordret mere.

Vi skal turde kigge på de mere komplicerede løsninger, såsom styrkelse af kvaliteten og kompetencerne, en økonomisk prioritering, end at give inklusionsloven skylden og sige en ændring af selvsamme vil løse udfordringerne i folkeskolen.

Venlig hilsen

Daisy Nykjær-Andersen, Cand.pæd.pæd.psyk & beskikket rådsmedlem hos Klagenævnet for Specialundervisning, Ankestyrelsen, Grindsted