Læserbrev: Er målet stadig en hel kommune?


Ulrich fra Lokalpolitisk Forum skriver i et læserbrev, at han gerne ser antallet af byrådsmedlemmer reduceret.

Udtrykket at varme taburetten, synes vi er at nedgøre alle de kandidater, der har valgt at stille op. Der er meget arbejde i en valgkamp, derfor vælger vi at tro de enkelte kandidater er helt afklaret med, hvad de gerne vil med opgaven i byrådet.

I Socialdemokratiet og flere andre partier, arbejdes der benhårdt for at skabe en hel kommune, hvor alle ses, høres og udvikles.

HVIS, vi leger med tanken om, at byrådet bliver reduceret til 15 byrådsmedlemmer, og tager udgangspunkt i valget 2017, så synes vi ikke resultatet tegner et billede af en hel kommune repræsenteret i byrådet. Der vil med stor sandsynlighed bliver en skævvridning af repræsentanter, både i forhold til geografisk placering af byrådsmedlemmer og mærkesager.

HVIS, antallet bliver skåret ned, er vi nervøse for at Grindsted og Billund vil have en markant større procentdel af pladser i forhold til landsbyerne.

Det finder vi, som kandidater og borgere i Filskov og Hejnsvig, naturligvis ikke tilfredsstillende.
Hele kommunen skal have en betydningsfuld stemme. Det frygter vi forsvinder hvis en nedskæring af taburetter bliver fakta.

Mangfoldighed og en bredte af repræsentanter er altafgørende.
En reducering af pladser i byrådet, kan i værste fald ødelægge diversiteten og dermed demokratiet.

Lad os “ varme” taburetterne og fortsætte det seriøse, demokratiske byrådsarbejde.

Med Venlig Hilsen
Jane Albinus Borg Kjær, Hejnsvig
Brian Nissen, Filskov
Kandidater for socialdemokratiet.