Læserbrev: Find politiet – og smil!

Kirsten Vagtholm


Bare politiet kom lidt mere i byen – vi ser dem kun en gang imellem i Hovedgaden. Sagde en venlig mand til mig forleden. Politiet er imødekommende, når vi henvender os ude på stationen ved lufthavnen, men de bør køre rundt i byen nogle gange dagligt, bl.a. på Møllevej. ”Fx ved fire-tiden om eftermiddagen når folk får fri fra arbejde. For Møllevej er blevet en racerbane, siden den er forlænget til det nye kvarter”, fortalte den venlige mand.

Og manden, der er cyklist, havde en trafikhistorie (der ikke blev en tragik-historie) om arealet ved LEGO House, hvor en del af området er omdannet til sommeraktiviteter. Også unge drenge på skaterbræt finder spændende muligheder – glemmer alt omkring sig og tror, at området kun er til for dem. En bilist måtte bremse meget hårdt op for skater-drengen og fik en fuck-finger til tak. Området og gaden er for alle, der er forretninger, biler og cyklister skal kunne køre forbi. I øvrigt er det ikke særlig charmerende med opstilling af toiletvognen lige midt på pladsen ud for LEGO House.  Om ikke andet kunne den måske dekoreres?

Hastighedsgrænsen i bymidten er 40 km. Måske skulle den udvides til flere veje. Bilister har respekt for hajtænder. Den venlige mand, der bor i Mølleparken, mangler hajtænder ved flere ind/udkørsler ved  supermarkedsparkeringer. Måske forglemmelse ved asfaltering. Den flinke mand var tæt på at blive væltet af cyklen af en hensynsløs bilist, som kørte ud fra ABC’s parkeringsplads. Skiltningen dér er meget dårlig. Og mange bilister har for travlt og ser sig ikke for.

Så vi siger ja-tak til Billund Kommune til flere hajtænder, bedre skiltning og blå cykelbaner i rundkørslerne.

Fortsat god sommer!

 

Med venlig hilsen

Kirsten Vagtholm, Billund