Læserbrev: Fokus på dem med særlige behov i idrætslivet


Jeg er kandidat til Kultur- og Fritidsrådet – hvorfor? Jeg har to fokusområder.

I forbindelse med mit bestyrelsesarbejde i Vorbasse Svømmeklub, er jeg blevet opmærksom på, at frivilligheden falder i disse år. Jeg tror desværre ikke kun det handler om Corona, men også om en tendens i samfundet.

Jeg har netop afsluttet DGIs uddannelse i Frivillighed, hvor jeg blandt andet har fået strategier til at rekruttere frivillige. Det er naturligvis ikke noget jeg kan gøre alene, men jeg mener der er behov for, at vi tænker ud af boksen og gør noget andet end det vi plejer.

Jeg mener, at idrætslivet i Billund Kommune overser en vigtig del af borgerne – alle dem med særlige behov – små som store!

Hvor er det, at voksne med ADHD/ autisme kan gå til gymnastik, bordtennis, badminton m.m.? Hvor er det, at børn under 18 år med ADHD / autisme kan lære at svømme ved personale, som kan tage de rigtige hensyn?

Bliver jeg valgt, hører jeg meget gerne fra forældre/ børn/ unge / alle, der føler, at de mangler et reelt tilbud.

Kan jeg love mirakler? Nej selvfølgelig ikke, men hvis vi ikke står sammen og prøver, så sker det slet ikke.

Målgruppen er der, nu skal vi gøre vores for at nå den!

Derfor er mine nøgleord: frivillighed og idrætsudvikling for borgere med specielle behov.

 

Venlig hilsen

Michelle Holm Lorentsen, kandidat til Kultur- og Fritidsrådet