Læserbrev: Foreningslivets ildsjæle fortjener anerkendelse, men vi skal værne om dem!


I Billund Kommune har vi et rigt, bredt og varieret kultur- og fritidsliv, men vi kan gøre det endnu rigere ved at fokusere på de menneskelige ressourcer, vi allerede har.

Vi skal påskønne de mange frivillige hænder, der hver dag rundt omkring I kommunen arbejder entusiastisk og ihærdigt på, at skabe gode rammer for fritids- og sociale aktiviteter. Hvor der er plads til indhold og dybfølt engagement – og ikke mindst udvikling og dannelse for den enkelte. Men det kræver at vi fortsat opprioriterer og anerkender de frivillige kræfters arbejde, som det vigtige supplement til de kommunale servicetilbud, de er.

Derfor vil jeg arbejde for et endnu bedre samarbejde med de frivillige og deres organisationer. I Billund Kommune skal der nemlig være livsrum til at foreningslivet kan blomstre, men det kræver fortsat vilje til frivillighed i de enkelte byer og at vi bakker op om det politisk. Det er jeg stor fortaler for, vi må nemlig aldrig tage frivillighed for givet.

Foreningslivet og dens ildsjæle fortjener et anerkendende skulderklap. Men glæden ved fællesskabet og engagementet i foreningerne kommer ikke af sig selv. Den kræver at vi prioriterer det, er lydhøre over for frivillige aktører og ikke mindst skaber de bedste rammer for dem. Glipper vi det, vil mange af ressourcerne gradvist falde fra – og blive skønne spildte kræfter. I stedet for at være et stærkt kollektivt aktivt for hele kommunen.

Med venlig hilsen
Stephanie Storbank, Borgmesterkandidat for Venstre i Billund Kommune