Læserbrev: Frit valg til de ældre

Kai Bayer, Den Grønne Liste. PR-foto


I en humoristisk Facebook-video fortæller en amerikansk kvinde, at hun har fravalgt plejehjem til 1000 kr. om dagen. I stedet har hun indlogeret sig på et krydstogtskib med seniorrabat og langtidsrabat. Pris 500 kr. pr. døgn inklusive 10 fantastiske måltider dagligt, roomservice med morgenmad på sengen, rene lagner og sengetøj samt håndklæder hver dag, fin service fra de ansatte mod beskedne drikkepenge og fri adgang til lægen på skibet. ”Sådan vil jeg leve resten af livet”, slutter kvinden.

Pointen er, at det frie valg giver de bedste levevilkår, når man som ældre er afhængig af andres hjælp. Den grønne Liste vil lave helt om på de nuværende rammer og regler for plejen af de ældre og de ældste i vores kommune.

I dag er synsvinklen på ældreplejen, at næsten alt kan reguleres af kvalitetsstandarder. Hele 35 sider fylder kataloget med forklaringer og regler. Bl.a. 13 regler for alt fra toiletbesøg til indkøb. I budget 2017 kan man læse, at ”…serviceniveauet reguleres af politisk godkendte kvalitetsstandarder, som synliggør de politiske visioner…” Jeg tror, at vi trænger til nye visioner, og de skal tage udgangspunkt i de ældres livsønsker. Ikke i standarder og kontrol.

Den kommunale udgift til en plejebolig i Billund er 1800 kr. om dagen. Hvad ønsker de ældre af service for de penge? Det skal blive den nye måde at levere kvalitet på i Billund kommune. Vore plejehjem frigøres af central styring, og hvor det er muligt oprettes friplejehjem. En væsentlig del af administrationen kan frigøres til ældrepleje og omsorg. Udvikling med omtanke!

 

Mange venlige hilsner

Kai Bayer, Den grønne Liste – Udvikling med omtanke!