Læserbrev: Genstart Billund kommune!


I et års tid har vi nu haft pandemien som en del af vores hverdag. Nedlukninger og restriktioner har præget vores hverdag, og såvel økonomiske som sociale spor er ved at sætte sig igennem. Lyspunktet er dog at vi snart kan se en ende på i alt fald de værste indskrænkninger. Vacciner er ved at blive fordelt og foråret er lige om hjørnet – og nu bliver der åbnet lidt mere op!

Billund kommune har været relativt hårdt ramt af følgerne og ligger i en kedelig top 3 på landsplan I forhold til stigning i antal fuldtidsledige (over 60% alt efter opgørelsesmetode jf. Danmarks Statistik). Dette skyldes naturligt at krisen især har ramt oplevelsesindustrien, hotel- og restaurationsbranchen, lufthavnen, behandlere, frisører, samt minkerhvervet. Små selvstændige kæmper med at få tingene til at løbe rundt men har dog fået mulighed for hjælp i form af nye hjælpepakker og endnu en udskydelse af moms og skat (der ellers lå til at udløse et væld af konkurser her til marts). Mange af disse tiltag er dog af en sådan karakter at især mindre erhvervsdrivende har svært ved at tilgå disse.

De lokale medier kan også fortælle historier fra erhvervsdrivende i kommunen, som har det rigtig svært, men stadig er klar til at åbne sikkert op for kunder osv. Andre igen er måske tæt på at opgive ævred. (Bl.a. JV d. 23. februar 2021)

Derfor har vi med glæde læst, at små corona-ramte virksomheder og deres opsagte medarbejdere kan få hjælp fra en økonomisk pulje, til opkvalificering og jobsparring, for at få opsagte medarbejdere hurtigt tilbage til i arbejde. Det er vigtigt med et særligt fokus her, således at der iværksættes en særlig beskæftigelsesindsats overfor ledighed, opstået i forbindelse med det seneste års restriktioner og nedlukninger.

Dette mener vi dog ikke er nok. Der skal målrettet hjælp til virksomhederne, og for at være på forkant med udviklingen vil vi i den konservative byrådsgruppe i den kommende tid arbejde aktivt i byrådet for at kommunen har særligt fokus på følgende konkrete tiltag der har til formål at mindske de langsigtede økonomiske effekter af krisen:

Der etableres et særligt ”Genstarts kontor”, der bl.a. kan få følgende opgaver:

  • Snarest mulig gennemførelse af et ”sundhedstjek” af virksomheder i kommunen gennem en spørgeskemaundersøgelse. Formålet er at få et overblik over den aktuelle situation, og på baggrund af denne, evalueres eventuelle behov for tiltag, der kan hjælpe virksomhederne helskindet videre.
  • Kan supportere virksomheder og butikker i events, der kan trække kunder til, og på den måde understøtte vores erhvervs- og butiksliv.

På samme måde som coronavirus spredes eksponentielt, vokser de samfundsøkonomiske tab ligeledes som følge af konkurser med deraf følgende ledighed. Jo hurtigere vi får vendt denne udvikling jo hurtigere kan vi vende tilbage til en mere almindelig hverdag!

Til slut en opfordring til os alle – tag ud og brug dine penge lokalt, når butikkerne åbner i næste uge, og køb weekendens take-away hos de lokale spisesteder!

 

Med venlig hilsen

Lars Hansen & Allan Munk Nielsen, Byrådsmedlemmer, Det Konservative Folkeparti