Læserbrev: Hån mod de 25 byrødder


Jeg er chokeret! Jydske Vestkystens lokalredaktør for Grindsted-Billund trækker debatten ned på så lavt et niveau, at det bliver direkte usagligt. I avisens leder/kommentar skriver lokalredaktøren følgende:

”Man kan have den mistanke, at vores lokalpolitikere har fundet en anden måde at spare tid på det politiske arbejde. I denne uge besluttede de nemlig mere eller mindre at aflyse årets budgetforhandlinger. I år vil politikerne ikke lave andet end tekniske ændringer i hele den kæmpe del af det kommunale budget, der går til eksempelvis skoler, ældrepleje og biblioteker.”

Hold da op! Sikke en påstand. Tænkt at man kan få sig selv til at skrive sådan noget udokumenteret vås. Det her er en direkte hån mod alle 25 byrådsmedlemmer, som hver dag arbejder for en bedre kommune, på bekostning af familie, venner og jobs. Vi gør alt hvad vi kan for Billund Kommune. Alle mand! Vi vil noget forskelligt – uden tvivl. Men vi vil det bedste for Billund Kommune.

Dette viser tydeligt at lokalredaktøren ikke har fattet en bjælde af, hvad punktet gik ud på. Det handler om at give de forskellige områder ro! Noget som stort set alle områder har skreget på. Så det her handler om ansvarlig ledelse, hvor vi lytter til medarbejderne.

Jeg har altid betragtet Jydske Vestkysten som en saglig avis, men hvis denne nedladende og ikke-anerkendende stil er niveauet og stilen fremadrettet, så siger jeg ellers tak for kaffe! På en eller anden måde har lokalredaktøren fået selveste Henrik Qvortrup til at lyde mere saglig end sig selv. Tankevækkende!”

Venlig hilsen
Simon Nikolajsen Jørgensen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Svar fra JVs lokalredaktør i Billund, Benny Baagø:

Der står i byrådets beslutning, at “budgetforhandlingerne vil kun omfatte anlægsområdet”. I bilaget om budgetprocedure fremgår det, at “der ikke vil være mulighed for at foretage budgetforhandlinger på driftsområdet”. Du mener, at det er udtryk for ansvarlig ledelse. Det er en fair holdning, som jeg ikke deler. Jeg finder det problematisk at beslutte sig for ikke at forhandle om driftsbudgettet, inden økonomien overhovedet er kendt. Jeg forventer af politikere, at de gerne vil tage ansvar, når det er svært, og at de har nogle politiske ønsker, som de vil kæmpe for, når økonomien er god.