Læserbrev: Hvad er der råd til?

Arkiv/Privatfoto


Regeringen er i gang med at forære millioner til de rigeste danskere i form af skattelettelser og andre ”godter”, som billigere luksusbiler og bedre fradragsmuligheder for de rigeste.
Skattelettelser giver ikke mere velfærd. De er til gavn for de få. I SF vil vi hellere gavne de mange. I stedet for skattelettelser vil vi bruge pengene på bedre velfærd.
I Billund Kommune er vi forhåbentlig klogere end regeringspartierne på Christiansborg. Vi har en rigtig god økonomi. Det skal komme borgerne til gavn, – og især dem, der har behov for støtte.
Så når budgettet for 2018 skal forhandles på plads, så skal der stå bedre normeringer i daginstitutioner og skoler øverst i forligsteksten. Det skal kunne både ses, høres og mærkes, at det er HER, børnenes hovedstad ligger.
Og de ældre i kommunen skal ikke lades i stikken på grund af besparelser.
Hvad er der så råd til?
Vi er i den situation, at kommunens økonomi nok aldrig har været bedre. Og fremtidsudsigterne for økonomien er rigtig lyse. Når der er sådan, så skal borgerne mærke det. Det eneste vi ikke har råd til, er at svigte børnene og de ældre, – og dem der har særlig behov for hjælp. Og vi skal naturligvis turde udfordre alle de forhindringer, som regeringen ligger i vejen for bedre velfærd i vores kommune.
Så kære byrødder: På med vanten. Vis nu at I har mod nok til at tænke kreativt og sikre at de gode tider i kommunen kommer borgerne til gavn.

Venlig hilsen
Susanne Mathiesen, byrådskandidat for SF