Læserbrev: Hvad kan jeg gøre?


Ovenstående spørgsmål tror jeg har strejfet mange os i forbindelse med hændelserne i Ukraine.

Det virker så uvirkeligt, og det er så meningsløst. Mange har handlet eksempelvis ved lokale indsamlinger. Onsdag og fredag var vi desuden mange, der tog handskerne på og gik ud i kulden for at markere vores støtte til Ukraine ved demonstrationerne i Grindsted og Vejen. Jeg vil gerne takke arrangørerne for initiativet. Fremmødet og stemningen viste med al tydelighed, at vi evner at stå sammen i denne situation. Det er glædeligt, for det har vi brug for. Vi har også brug for at sige fra. Om budskabet fra Vejen og Grindsted når til Putin er nok tvivlsomt, men symbolikken er vigtig og stærk.

Stærkt er det også, at et stort flertal i Folketinget har lagt den vanlige Christiansborg-fnidder til side og valgt at tage ansvar. Jeg håber, at samtlige af partierne på borgen vil vælge den løsning, for vi står kun stærkt, hvis vi står sammen. Der skal herfra lyde mange tanker til Ukraine – og en stor opfordring til, at vi udviser sammenhold. Samme sammenhold der også blev vist ved lørdagens støttekoncert på DR1 og TV2. Det er det allerbedste, som du kan gøre. Og jeg tror på, at det betyder noget for ukrainerne.

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver, Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Sydjylland