Læserbrev: Inklusion uden hjælp – den hurtigste vej ud i eksklusion


Udgangspunktet for inklusion er at flest mulige elever undervises i det almene undervisningstilbud, dog under forudsætning af, at følgende er opfyldt:
At alle elever føler sig værdifulde i skolens faglige og sociale fællesskab, at alle bliver så dygtige de kan, og at alle elever får så gode sociale muligheder som deres formåen tillader.
Hvis alle skoleelever får mulighed for at føle sig betydningsfulde i samspillet med de andre elever, samtidig med at de får det maksimale udbytte af egne evner, både fagligt og socialt, så er inklusion noget, der er værd at stræbe efter.

At stræbe efter forandring var udgangspunktet først i 90’erne, da ønsket om inklusion blev til en international kamp, anført af handicaporganisationerne, der ønskede deres medlemmer ligeværdige med alle andre skolesøgende børn.

Inklusion skal gælde såvel faglighed som trivsel, og inklusion er, at alle skal være med, også dem med andre behov. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at fagligheden er på plads, men trivslen føles som en saga blot, og uden trivsel ingen læring.

Trivslen for specialbørn i kommunens skoler virker undertiden som en fortælling fra fortiden, fra tiden før politikerne målte alt i mursten og mørtel. Trivsel er ikke noget, man bare lige bygger sig til, og trivslen kommer ikke bare lige dumpende ved at give skolen en facaderenovering, og da slet ikke, når fugerne bliver presset ud indefra.
Hvis inklusionen skal blive til det, handicaporganisationerne drømte om, nemlig ligestilling og lige muligheder, så skal de, der lige nu løber og løber, altså lærerne og pædagogerne, have flere at løbe sammen med.

Inklusion kunne i Billund være blevet en succes, hvis man politisk var nået længere end at juble over at få alle under ét tag. Inklusionen var sandsynligvis ikke på det her stadie 5 år efter implementeringen, hvis man samtidig havde tænkt på, hvordan lærerne og pædagogerne skulle hjælpes med at hjælpe alle elever. Inklusionen var ikke på der her stade, hvis man havde tænkt over, hvem der skulle gøre hvad, og hvem der skulle gøre det ekstra arbejde. Der skulle også være tænkt over, hvem der skulle levere specialviden om børn med særlige behov.

Lige nu er der arbejde, der ikke bliver gjort. Inklusion handler ikke kun om at indregne alle, det handler i høj grad også om at medregne de behov fra børn, der før blev hjulpet i specialklasser og specialskoler. Det er behov, som i dag ikke bliver dækket, fordi lærere og pædagoger ikke har muligheden for at opfylde dem. Behov der på ingen måde bliver mindre af, ikke at blive set.
I tiden før nu, før fortid blev til nutid, i tiden før trivsel blev målt i mursten og mørtel, havde Billund Kommune hedengangne PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, et kommunalt værktøj, der kunne hjælpe børn med behov, til at få den hjælp der hjalp dem bedst. Hjulpet med hjælpen til de børn der havde behov for at styrke bestemte færdigheder for at undervisningen kunne blive overskuelig. Hjælpe med at få hjulpet de børn, der ikke formåede at udnytte eller følge undervisning på en måde, som var de fleste mulig, eller hjælpe de børn videre, der slet ikke formåede undervisning med andre børn. Lige nu er der for få til at hjælpe, fordi området ikke prioriteres højt nok.

Det kan aldrig være en hjælp, at udlevere en klar-det-selv bog om autisme i folkeskolen og man er nødt til at se de børn, der ikke bare kan selv for at kunne hjælpe dem.
I dag er PPR blevet til PPS, hos os kaldet, Pædagogisk Psykologisk Screening, for screening er det, der opleves. Nu er screening ikke en nødvendigvis en dårlig metode, for med screening kan man online teste elevers styrker og svagheder og man kan endda overkomme hele klassetrin ad gangen, men se hele barnet, gør man bare ikke. Screening kan ikke stå alene, for det man kan læse ud af en test, kun svarer til toppen af et isbjerg. Resten kræver observation, viden og tid.

I fodboldens verden anvender man også screening, nemlig når en spiller blokerer for en modspiller for at give bedre plads til en medspiller. I skoleterm vil det svare til, at pacificere eleven med særlige behov, så denne ikke står i vejen for den elev der ikke har behov for hjælp. Mit menneskesyn og min forventning til politikernes ditto, gør dog, at jeg nægter at tænke den tanke til ende, selvom jeg har mødt et par kommunale ledere, der sætter min holdning alvorligt under pres.
De børn, der lige er draget ud i verden efter 9. kl. er de heldige, der nåede at få hjælp inden inklusionen fjernede hjælpen. De børn oplevede at blive hjulpet på vej og nåede helskindet ud inden fortid blev til nutid og mursten og mørtel blev en måleenhed.

Hvis nutidens lærere og pædagoger ikke får mere hjælp, og PPS ikke får en anden rolle, så bliver det fremtidens elever, der skal betale regningen for den hjælp, nutidens elever ikke får.
Så bliver inklusion til eksklusion, hvor de med behov for hjælp ikke får samme fremtidsmuligheder som alle andre.
Jeg håber virkelig ikke, at hjælpen til kommunens svageste børn igen ender som en papirsflyver ved de kommende budgetforhandlinger.

På vegne af mine tre børn, den ene der er tilbage i nutidens skole, og de to hvis fortid stadig ødelægger deres fremtid.

Venlig hilsen

Jesper Holm, Billund