Læserbrev: Jernbanen til Billund kan gennemføres til tiden!

Kai Bayer, Den Grønne Liste. PR-foto


Lørdag den 7/1 fortæller JydskeVestkysten, at jernbanen til Billund bliver forsinket i yderligere 4 år på grund af etablering af et nyt, landsdækkende signalsystem. Heldigvis vil både Dansk Folkeparti og Enhedslisten arbejde for, at anlæg og ibrugtagning ikke forsinkes.

Det er Banedanmark – ejeren af det danske skinnenet – der skaber problemerne for vores bane til Billund. Dog med den tilføjelse, at politikerne ikke er uden ansvar, for der har manglet en klar politisk prioritering af anlægsarbejderne i forbindelse med forliget om Togfonden.

Den 22/12 2016 offenliggjorde Banedanmark deres tidsplan for en række store anlægs- og fornyelsesaktiviteter på de danske jernbaner. En tidsplan, som Banedanmark helst ikke vil fravige. Men som kan ændres, hvis det besluttes politisk.

Tidsplanen indebærer bl.a. at jernbanen fra Vejle til Struer får et nyt signalsystem i 2020. Det tankevækkende i begrundelsen for udsættelse af jernbanen til Billund er, at signalssystemet skal være færdig i hele Danmark ( i 2023 ), og først derefter kan Billund få sin bane.

Det forekommer direkte tåbeligt, at Banedanmark ikke prioriterer anlæg og etablering af signalsystemer på Billundbanen og tilslutning til Vejlebanen i 2020 samtidig med at signalarbejdet på Vejle-Struerbanen færdiggøres. Banedanmark begrunder det med stram planlægning. Og uofficielt med manglende politisk prioriteringsvilje og bevillinger.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis der lokalt arbejdes på at påvirke politikerne på Christiansborg, for netop i år, som er valgår, vil vi givetvis kunne motivere de politiske partier til en ekstra indsats for anlæg af en jernbane, der vil få stor betydning for vores område. Jeg er i gang!

 

Med venlig hilsen

Kai Bayer, forhenværende byrådsmedlem i Billund kommune