LÆSERBREV: Kender I forældre konsekvensen af den nye model?


Kære forældre i Billund kommune.

Den gode fornemmelse i maven. Den har man som forældre, når man lukker børnehavelågen og ved at ens barn er i trygge rammer. Når man ved de trives og de voksne har tid til nærvær.

Vi er i tvivl om, om I som forældre kender konsekvensen af den nye ressourcetildelingsmodel og hvilken betydning, det kan få for normeringen og dermed også jeres børn.

Spørger du et barn, hvad det bedste ved børnehaven er, vil de fleste sige venskaber, men de kommer ikke altid af sig selv. Vi skal som pædagoger hjælpe det enkelte barn, mange har brug for vejledning i forhold til, hvordan man danner relationer og er en god ven. Det er bare et eksempel, på det vigtige arbejder, vi dagligt gør. Den udvikling, der sker hos børn i de år, de er i børnehaven, skal vi som voksne være meget respektfulde overfor. Det er her grundstenene, til deres videre liv lægges.

Tiden i dag er allerede knap, alt for knap. Vi når ikke altid omkring alle børn. Som pædagoger vil vi mere og kan mere og vi syntes også at børnene i Billund kommune fortjener mere. Vi er bekymrede for at forslaget med flere moduller og udvidet åbningstid, kan få en utilsigtet konsekvens for de enkelte børn.

Vi synes ikke, der er sammenhæng mellem de krav og ønsker Billund kommune har til kvalitet i dagtilbud, hvor barnets tarv er i fokus og forslaget om ny ressourcetildelingsmodel. Ressourcetildelingsmodellen synes kun at have et økonomisk sigte og ikke et fagligt sigte.

Det er ærgerligt, at de penge, der sidste år blev afsat til at forbedre normeringerne, nu ser ud til at blive spist op af udvidet åbningstid, flere pasningsmoduler og langt mere administrationsarbejde.

Det har børnene i Billund kommune ikke fortjent.

Børnene har fortjent bedre normeringer – det er de blevet lovet.

 

På vegne af pædagogernes tillidsrepræsentanter i Billund kommune

Annika Hundebøl, Fællestilidsrepræsentant.