Læserbrev: Lær dansk hvis du vil leve i Danmark

Jeyarajah Rasiah er medlem af Billund byråd for Socialdemokraterne. Foto: billund.dk


For nylig blev jeg inviteret til kaffe hos en syrisk familie, som kom til Danmark for to-tre år siden. Ægteparret spurgte mig: ”Hvad gjorde du som nyankommen tamil for at blive integreret i Danmark?”

Mit svar var klart: ”Det første, jeg gjorde, var at lære mig det danske sprog. Den lærdom blev porten ind til det liv, jeg har fået her i Danmark.”

Og mit råd til alle nytilkomne flygtninge og indvandrere i Billund Kommune er at tage imod det fine tilbud om at gå på sprogskole. Mød for alt i verden velforberedt op til timerne og  undgå fravær, undgå fravær, undgå fravær!

Udover at lære dit nye lands sprog bliver du samtidig del af det varme fællesskab på Grindsted Sprogskole.

Kan du ikke tale og forstå dansk, bliver det næsten umuligt for dig at få uddannelse, job og danske venner. Du kommer let til at føle dig udenfor og bliver ensom.  Det er vigtigt at kunne læse danske aviser, følge med i og forstå nyheder, debatprogrammer og humor i dansk tv og radio.

Selv sådan en simpel ting som at spørge en dansker om vej, vil du ikke være i stand til uden at kunne dansk.

Da jeg for mange år siden ankom til Sandholmlejren og kort efter til Grindsted, fik jeg et kæmpe kulturchok – sproget, vejret, infrastrukturen – alt var anderledes end i mit hjemland.

Så begyndte jeg på Dansk Flygtningehjælps daværende sprogskole i Grindsted. Let var det ikke! Især de sidste tre bogstaver i det danske alfabet, Æ, Ø og Å!. Men med dygtige lærere mærkede jeg fremskridt hver dag.

Efter skoletid gik jeg tit hen på biblioteket og lånte børnebøger.  Hjemme så jeg danske børneudsendelser som ”Fjernsyn For Dig” og ”Bamse og Kylling”  – uden at skamme mig over det, selvom jeg allerede dengang var en voksen mand.

Dengang fik en flygtning tildelt 1340 undervisningstimer i dansk.

Efter 826 timer – cirka et års sprogundervisning – bestod jeg en sprogtest og kunne så starte på et tre måneders værkstedskursus. Her fik jeg også lært dansk, som det bliver talt ude på arbejdspladserne.

Da kurset sluttede, kom gevinsten – en praktikplads i en daværende møbelfabrik i Grindsted. Praktikken resulterede i en fastansættelse i firmaet, hvor jeg nåede at fejre 10 års jubilæum og få en maskinsnedkeruddannelse.

Siden har jeg – takket være et godt netværk– ikke haft svært ved at få arbejde – og håber heller ikke at få det.

Med venlig hilsen

Jeyarajah Rasiah (Ratch), byrådsmedlem for S i Billund byråd, Grindsted