Læserbrev: Manglende offentlig transport i kommunen


Siden jeg stillede op til byrådet første gang i 2013, har jeg kæmpet for en kommunal busrute, som binder byerne sammen på tværs af kommunen. Desværre har der ikke været stor opbakning til sådan en rute i det nuværende byråd og ej heller i det tidligere. Man har ikke engang ville lave en undersøgelse af behovet og hvad det evt. ville koste. Kun mit eget parti og De Konservative har bakket op idéen. Tak for det.

Men selvom det ikke er lykkedes de første to gange, så giver jeg ikke op. Hvis jeg bliver valgt til kommunalvalget d. 16. November, vil jeg kæmpe for, at vi får en kommunal busrute til gav for kommunens borgere, virksomhederne, Campus Grindsted og miljøet. Vi hører gang på gang, at unge er udfordret i forhold til at komme til og fra fritidsjob, fritidsaktiviter og sociale arrangementer grundet manglende busser. Jeg håber derfor at 3. gang er lykkens gang.

Konkret forestiller jeg mig to busser, der har udgangspunkt ved Campus Grindsted, og kører i ring. Busserne kører hver sin vej rundt for at gøre køretiden så kort som muligt. På nedenstående kort, kan man se, hvordan jeg forestiller mig, at en evt. rute kunne se ud.

I første omgang håber jeg bare, at det nye byråd i det mindste har modet til at sætte en undersøgelse i værk, så vi kan få kommunen bundet bedre sammen.

Venlig hilsen
Simon Nicolajsen Jørgensen, byrådsmedlem for socialdemokraterne og kandidat til KV21