Læserbrev: Med privilegier følger ansvar


Svar på Coco Kjærgårds læserbrev omkring Billund kommunes luksusproblem:

Lokalpolitisk Forum ønsker svar på, hvorfor Billund Kommune ikke overskrider budgetterne og bruger flere penge end vi må ifølge vores aftale med landets andre kommuner og Staten.

Det korte svar er, at vi er økonomisk ansvarlige i Billund Kommune. Det lange svar kommer her.

I år er der med udligningsreformen sendt enormt mange midler ud i kommuner, der ikke tidligere har haft mulighed for at udnytte deres serviceramme. Det er derfor, at kommunernes budgetter samlet set lå 1.1 mia. kr. over aftalen med staten (onsdag den 6. oktober). Derfor er det i år ekstra vigtigt, at vi overholder Billund Kommunes del af den økonomiske aftale og er solidariske med de andre kommuner i Kommunernes Landsforening. Risikoen ved overskridelser er i første omgang bøder fra staten til kommunerne, men der er et værre scenarie. Hvis solidariteten i KL bryder sammen, er alternativet, at hver enkelt kommune individuelt forhandler økonomi-aftale med staten. Så bliver økonomiaftalen et diktat fra statens side til Billund Kommune. Det er en dårlig position at stå i, når den demografiske udvikling med flere ældre vil presse de kommunale budgetter i de kommende år.

Et andet aspekt er, at Billund Kommune allerede bruger flere midler pr. borger end landsgennemsnittet. Så i stedet for blot at bruge flere penge, giver det mening at se på, om borgernes skattekroner anvendes hensigtsmæssigt. Er der fx for meget bureaukrati eller for mange forskellige overlappende tilbud i vores drift.

Venlig hilsen
Mads Søbye Helbo, byrådsmedlem for Venstre og kandidat til KV21