Læserbrev: Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet

Daisy Nykjær Andersen fra Grindsted er lokal folketingskandidat for de radikale.


Vores børn – vores ansvar! Høj kvalitet og gode normeringer i dagtilbud. Det kræver investeringer. Det kalder på hænder. Flere hænder.

De tidlige år har stor betydning for børns udvikling. Derfor skal vi altså afsætte midler til bedre normeringer, der som minimum lever op til BUPL’s anbefalinger. Vores dagtilbud skal indbyde til leg, læring og kreativitet.

Der skal være plads til nysgerrighed, nærvær og dagtilbuddene skal støtte børnene i at knytte venskaber og have tillid til omverdenen og sig selv. Børn har brug for voksne, der vil dem og har tid til dem.

Vi skal investere i børn og deres opvækst. Det er vores børn, der skal forme fremtiden. Vi skal gøre visioner til virkelighed og investerer i vores børn. For at give vores børn bedre muligheder. Vi skal lytte til de ansatte, når de fortæller, at garnet er for stramt og de ikke kan levere den kvalitet, de er uddannede til.

Vi skal give respekt, tillid, frihed og hænder til, at de ansatte bruger deres faglighed i mødet mellem mennesker. Store som små. Fokus skal tilbage på kvalitet i kerneopgaven. En kerneopgave, der kalder på flere hænder.

Mine børn, dine børn, vores børn, ALLE kommunens børn. Tiden er ikke til at spare på vores fælles fremtid. Vi skal turde tage ansvar for os selv og for hinanden.

Hvad er det dyrebareste for dig? For mig er det vores børn og deres fremtid. Det handler om mennesker. Det handler om os alle sammen.

Venlig hilsen

Daisy Nykjær-Andersen, Grindsted, byrådskandidat for Radikale Venstre