Læserbrev: Ordentlighed i debatten, tak – også fra Venstre!


I et læserbrev d. O8-10-2021 prøver en kandidat fra Lokalpolitisk Forum at forklare vælgerne de lidt kringlede rammer for kommunernes forbrug. Hun opfordrer vælgerne til, at spørge byrådskandidaterne om de er villige til at overskride rammerne, og i så fald hvor meget, og om Billund Kommune skal tage risikoen for en bøde, for at overskride rammerne.

Læserbrevet afstedkommer ikke mindre end to svar fra Venstre allerede dagen efter. I svarene omskriver Venstre Lokalpolitisk Forums kandidats opfordring til vælgerne, om at spørge byrådskandidaterne. Venstre vælger formuleringer og svar, der giver indtryk af Lokalpolitisk Forum ønsker en økonomisk uansvarlig politik. OG… Venstre undlader behændigt, at give et klart og ærligt svar, på det spørgsmål de foregiver at svare på.

FAKTA:   Lokalpolitisk Forums kandidat har ikke spurgt, om kommunen ikke burde overforbruge, til kassen er tom, og kommunen er forgældet.

Hun har ikke givet udtryk for, det er et problem, vi har for mange penge i kassen.

Hun har ikke spurgt, hvorfor vi ikke overskrider budgetterne og bruger mere end vi må.

Byrådet udnytter ikke servicerammen fuldt ud til serviceydelser i budget 2022.

Alle byrådets nuværende partier, også Venstre, har stemt for budgetforslag, der klart overskrider anlægsrammen. Vi har bare flyttet en stor del af overskridelsen til 2021 budgettet.

Hvis alle kommuner flyttede deres budgetterede overskridelser i 2022 til 2021, ville problemet bare flytte med. Der er også et loft på anlægsrammen i 2021.

I svarene skriver Venstre også, man skal se på, om vi gør tingene rigtigt i Billund Kommune. Får vi nok ud af skattekronerne? Udnytter vi dem hensigtsmæssigt? Skulle vi gøre tingene anderledes? Det er jeg meget enig i, vi bør se på hurtigst muligt! Men det rejser også følgende spørgsmål:

Har Venstre ikke været det største parti i Billund Kommune fra 2007 til og med 2021? Har Venstre ikke haft borgmesterposten i hele perioden? Har Venstre ikke haft flest udvalgs- og udvalgsformandsposter? Og giver det ikke Venstre et hovedansvar for måden tingene gøres på nu, og et hovedansvar for om Billund Kommune får nok ud af skattekronerne, som i skriver?

 

Med venlig hilsen

Mogens Jørgensen, Byrådsmedlem og kandidat for Dansk Folkeparti