Læserbrev: Pengene har det bedst i borgernes lommer

Martin Flemming Kjølby


Som liberal er jeg af den overbevisning, at du som borger, er ekspert i dit eget liv. Du ved bedre end politikerne inde på rådhuset, hvad der giver dig værdi i hverdagen. Hvad du og din omgangskreds ønsker at bruge penge på. Derfor er det en prioritet for Liberal Alliance at få kigget på kommuneskatten, som vi gerne ser sænket. En skattelettelse på 1%-point i Billund Kommune, betyder mere luft i økonomien, og derved flere muligheder, for alle borgere i Billund Kommune. Ifølge vores plan, vil der være følgende resultater ved en sådan lettelse, som vil betyde følgende for familier med 2 børn:

  • LO-par: 4.661 kr.
  • Funktionær-par: 6.926 kr.
  • Direktør-par: 11.607 kr.
  • Kontanthjælps-par: 2.654 kr.

Ligeledes vil den udeboende studerende med et fritidsjob kunne se frem til 1.478 kr. mere om året, imens et pensioneret ægtepar kan regne med 1.838 kr. årligt i sparet skat.

Pengene skal blandt andet komme fra at bruge mindre på administration og bureaukrati. Fra øget brug af private leverandører, hvor en række analyser viser millioner i besparingspotentiale, og ikke mindst fra almindelig økonomisk mådehold. Det er jo andre menneskers penge der arbejdes med i kommunalbestyrelsen.
Venlig hilsen

Martin Flemming Kjølby, Filskov, Byrådskandidat for Liberal Alliance Billund