Læserbrev: Pludselig fik piben en anden lyd

Folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen fra Krogager.


Politik er somme tider forunderlig. Den ene dag kritiserer Socialdemokraterne og Radikale højlydt i debatindlæg i både lokale og landsdækkende medier regeringen for at sikre orden i statsfinanserne ved blandt andet at effektivisere på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Den næste dag er selv samme kritikere med på at effektivisere.

Jeg kan godt forstå, hvis det giver anledning til undren hjemme i stuerne. Eksempelvis skrev Troels Ravn (S) i flere debatindlæg i sønderjyske aviser, at besparelser på uddannelsesområdet er en dårlig idé. Nu har hans partifæller på Christiansborg accepteret, at uddannelsesområdet også skal spæde til for at skabe en ordentlig balance i statens finanser.

Det er absolut ikke nogen nem opgave, vi sammen med S og R sætter gymnasier, universiteter og uddannelsesinstitutioner på. Men i Venstre tror vi på, at uddannelsessektoren kan bidrage på samme måde, som sundhedssektoren har gjort det de seneste ti år, hvor det er lykkedes at forkorte ventelisterne på behandling ved at effektivisere arbejdsgangene på de forskellige afdelinger.

Trods de kommende effektiviseringer, så bliver vores uddannelsessystem ikke udsultet. Vores unge bliver ikke dårligere uddannet. Vi vil stadig være et af de lande i OECD, som bruger allerflest penge på uddannelse. Flere elever har taget gymnasievejen, og flere er gået videre fra gymnasiet til en videregående uddannelse. Det er glædeligt, at vi uddanner flere. For vi skal leve af viden i fremtiden. Derfor er det nu op til uddannelsesinstitutionerne at effektivisere og opretholde en kvalitet, vi kan være stolte af, selvom det ikke er en let øvelse.

Jeg glæder mig over, Troels Ravns utilfredse røster ikke har lydt højere genklang på Borgens gange end, at Socialdemokraterne og Radikale nu bakker op, så vi står samlet om at skabe en mere effektiv og god uddannelsessektor i Danmark.

Venlig hilsen

Anni Matthiesen, børne- og undervisningsordfører, Venstre – valgt i Sydjyllands Storkreds
Egebjerg Landevej 14, Krogager, 7200 Grindsted