Læserbrev: Populisme af værste skuffe


Kan vi stole på den “nye” pige i klassen, Inger Støjberg (IS). Alle falder i svime, bare hun åbner munden. Hendes favoritsætning er: Danskerne ved, hvor jeg står…

Åh ja, må jeg lige komme med et par eksempler på det modsatte.

IS har blandt andet tordnet mod “Københavns fine saloner og bonede gulve”, og alligevel soler hun sig i kameraernes blitzlys til dronningens gallamiddag og hofbal for nyligt. Ærlig jyde?
Hvorfor bliver hun ikke stillet til regnskab for den dobbeltmoral? Det var ellers en meget markant udmelding, som skulle legalisere IS som ægte jyde.

Her skal samtidig bemærkes, at IS er medlem af en københavnerloge kun for eliten, og at hun er ejer af en værdifuld lejlighed i det fashionable Christianshavn. I København forstås. Ærlig jyde?

Endvidere vil jeg gøre opmærksom på, at hendes eget navn indgår i partinavnet. Der er sikkert nogle, der tror, at de så stemmer personligt på hende her i Syd- og Sønderjylland. Men jeg gør stille opmærksom på, at IS stiller op i Nordjylland.

Lad være med at spille hasard med din stemme.

Jeg stemmer for stabilitet, og opfordrer til at stemme personligt på Kris Jensen Skriver, Socialdemokratiet.

 

Venlig hilsen

Bente Dam, Grindsted