Læserbrev: Positivt at DF og S lurer på hinanden

Lilian Alice Petersen. Privatfoto


I JV 6. september kunne man læse, at DF ved det kommende kommunalvalg i Billund Kommune ikke længere per automatik bakker op omkring Venstre, men i stedet har fået øje på Socialdemokratiet. Det synes jeg er meget positivt.

Hvis DF peger på en socialdemokratisk ledet borgmester vil de få langt større indflydelse på socialpolitikken. I kommunerne handler det jo netop meget om de bløde værdier, og her er S og DF på rigtig mange måder og langt hen ad vejen mere enige om tingene end DF er med V og K.

Et samarbejde mellem DF og S er i øvrigt hvad der åbnes op for i kommunerne landet over.

Det, der er vigtigt i kommunalpolitik, er, hvor højt man vil prioritere vores velfærdssamfund, altså forholdene for de ældre, børnene og de handicappede, og her trænger Billund Kommune til et markant løft, som DF ikke vil kunne opnå med Ib og Venstre ved roret. Hvis DF derimod går i tæt samarbejde med S vil der kunne opnås langt bedre forhold på disse områder.

Vælgerne i Billund Kommune trænger til forandring, som skal gavne alle, og ikke kun de få. Derfor ønsker jeg, at vi efter næste valg har fået en ny borgmester. Det trænger vi alle til.
Billund Kommune er gået i stå med Ib på posten. Vi skal videre med en ny kaptajn. Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup har øje for både helheden og det enkelte menneske. Hun kan komme med nyt liv som vil skabe forandring for alle. Det har Billund Kommune brug for.

 

Venlig hilsen

Lilian Alice Petersen, Grindsted