Læserbrev: Sådan vil de konservative dæmpe inflationen i Danmark


Som så mange andre så Steen og jeg statsministeren Mette Frederiksens åbningstale af Folketinget forleden dag. Da talen faldt på den altoverskyggende inflation, bed vi særligt mærke i Frederiksens argument om, at krigen i Europa har gjort en pakke smør dyrere i Danmark.

Men er krigen i Ukraine skyld i inflationen, eller kunne det tænkes, at den nuværende regerings manglende indsigt i økonomiske processer er skyld i, at smørret er blevet dyrere?

Vi mener, at det er for letkøbt at skyde skylden på en krig i Europa, frem for at holde Nicolai Wammens 3 års ekspansive finanspolitik ansvarlig for, at det er blevet dyrere for dig at købe en pakke smør i dit lokale supermarked.

Inflationen skyldes groft sagt to ting. For det første, så kommer vi ikke uden om, at krigen i Europa har haft en indflydelse på, at nogle enkelte varer er blevet dyrere. Ukraine er Europas kornkammer og som følge af krigen, var det ikke muligt at eksportere kornet ud af landet. Derfor oplevede vi, at nogle varer er dyrere end andre, hvilket afspejler et almindeligt markedsforhold, som mange danskere kan forholde sig til. Derfor lykkes Mette Frederiksen også med sin fortælling om, at krigen i Europa alene er skyld i inflationen. Men helt så enkelt er det ikke.

Inflationen i Danmark skyldes først og fremmest en uansvarlig økonomisk politik, hvor man har valgt at hælde benzin på bålet, ved at føre ekspansiv finanspolitik. Helt lavpraktisk betyder det, at staten har givet flere penge ud til befolkningen, uden at landet er blevet mere produktivt eller arbejdsudbuddet er øget. Det er det, der har gjort det endnu dyrere for dig at købe smør i supermarked. På den måde har regeringen skabt en situation, hvor flere penge jagter færre varer.

Men inflation er noget vi kan gøre noget ved. Derfor er det vigtig, at vi efter folketingsvalget får en konservativ regering, der fører økonomisk politik, som er ansvarlig, langsigtet og igen giver danskerne smør på brødet.

Vi ved, at løsningen på inflationen ikke bliver let, men den er nødvendig for, at samfundet igen kommer i balance. På kort sigt kommer det til at koste arbejdspladser, da man bliver nødt til at sænke den økonomiske temperatur i Danmark for at undgå, at vi igen lander i 70´ernes løn-pris-spiral. Samtidig ved vi også, at forårets kommende overenskomstforhandlinger byder på krav om lønforhøjelser. Mange fagforeninger er fristet af at kræve høje lønstigninger for at imødegå de højere priser. Men gør man det, ender man netop i en situation, hvor reaktionen på lønstigningerne er fyringer og endnu højere priser. Derfor håber vi på, at fagbevægelsen aktivt vil fortsætte samarbejdet om ansvarlighed og være med til at bryde den såkaldte løn-pris-spiral.

Selvom det er fristende, vil man ved at stille moderate lønkrav undgå fyringer, selvom det koster nogle medarbejdere en højere løn. Sammen vil vi kunne dæmpe inflationen. Hvis inflationen ikke kommer væk, så bliver vi alle fattigere, hvilket en konservativ regering på ingen måde ønsker. Derfor går vi til valg på at føre en økonomisk ansvarlig politik, som igen skal sikre jer en tryg økonomisk fremtid.

Venlig hilsen

Dorthe Schmittroth Madsen, opstillet i Billund. Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti og Steen Holm Iversen, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti,