Læserbrev: Skal jeg vende hjem?


I søndagens udgave af JydskeVestkysten var der en særdeles interessant Voxpop, hvor fire unge mennesker blev spurgt ind til, hvorvidt de kunne finde på at flytte tilbage til Billund Kommune, når de har gennemført en videregående uddannelse.

Faktisk var de unge mennesker positive overfor tanken og glade for at bo i Billund Kommune, selvom de dog savner nogle muligheder.

Det er velkendt, at der hvert år er mange unge mennesker, der forlader kommunen for at gennemføre en videregående, da vi ikke har dette i Billund Kommune. Den udfordring har de også i andre kommuner, og i eksempelvis Ringkøbing-Skjern og Hedensted kommuner har man lavet nogle tiltag for at gøre sig attraktiv overfor de unge mennesker med et håb om, at flere af disse vender tilbage efter endt uddannelse.

Det tror jeg også på, at vi skal have set på i Billund Kommune. Jeg kender selv mange, der er rejst. Det er dog få, der vender tilbage. Der er således ingen tvivl om, at der er et stort potentiale for Billund Kommune. Opgaven er ikke nem, men jeg tror på, at vi kan gøre mere. Vi har ikke hverken strategi eller indsatser på området i dag. Jeg vil se på, hvad der kan sættes i gang, så vi kan gøre os attraktive overfor de unge mennesker, der jo, for de flestes vedkommende, har haft en god og tryg barndom og start på ungdom i Billund Kommune. Det må da give grobund for, at man har lyst til at vende tilbage.

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet